Nyhed

ALIVE FESTIVAL 2024: Rigmor giver vestjysk kirkekoncert

Thy-festivalen Alive fuldender sommerens program med tilføjelsen af tre kirkekoncerter

Den vestjyske provinsby Thisted har siden 2009 dannet rammerne om Alive Festival, hvor kunst, kultur og musik mødes til en stor fest. I år bliver ingen undtagelse. Der er i alt 20 navne på plakaten, som varierer fra etablerede navne som Guldimund, Barselona og Peter Sommer til upcoming acts som Mona Moroni og Smag På Dig Selv.

”Vi har sammensat et program, som vi håber vil inspirere vores publikum. Vi mener, at alle kunstnerne byder ind med noget helt særligt inden for deres genrer, og vi ved, at de kan levere fantastiske liveoplevelser,” siger Nicolai Demuth, musikansvarlig for Alive Festival, i en pressemeddelelse, og tilføjer:

”Med det her program vil vores gæster helt sikkert kunne høre og opleve noget, som de aldrig har hørt eller set før.”


Festivalen har nu fuldendt dette års musikprogram, med tre nye musikalske navne, som skal spille i Thisted kirke.

"Vi er glade for, at vi igen i år kan præsentere tre kirkekoncerter i samarbejde med Thisted Kirke. Det er til stor glæde for os hvert år at se den store efterspørgsel blandt publikum på det her format, og artisterne får sig også altid en særlig oplevelse. I år kan man igen se frem til tre meget forskellige artister og oplevelser, som på hver deres måde er kurateret til rummet og atmosfæren i kirken. Det bliver både intimt og storladent,” siger Nicolai Demuth i pressemeddelelsen.

Blandt de artister der skal spille i Thisted kirke, finder man kvartetten Rigmor. I marts udgav Rigmor deres andet album Vælter vi mørket, som fik en femstjernet anmeldelse af GAFFA. Gruppen skal i weekenden spille til dette års Spot Festival, som de også er i gang med at varme op til. Dette skete med en livesession video af sangen ”En drøm” fra det nye album.


Sidste gang, GAFFA oplevede Rigmor live var på Studenterhuset i Aalborg. Koncerten fik, af GAFFAs udsendte, en femstjernet anmeldelse.

”Eventyrligheden ville ingen ende tage med ét moment, der har indprentet sig i Studenterhusets tidslinje. Tak gudskelov. En perfekt storm i natten. GAFFA kan på ny konkludere: Endnu et Aarhus-band er på vej til at tage nationen med storm ved at gøre sortsynet til en væltepeter,” hed det i anmeldelsen.

En anden man kan finde i Thisted kirke til sommer, er Tigeroak. I sidste måneds GAFFA var gruppen på GAFFAs liste over Fire Favoritter fra Vækstlaget. Gruppen er inspireret af jazz, hiphop og neosoul. Deres single ”Living and Living” vandt som årets single til Danish Music Awards Jazz.


Som den sidste musiker finder man Hjalte Ross. I efteråret udgav Ross sit tredje album Less, som fik fem stjerner af GAFFA under titlen ”Denne sangskriver burde være fælleseje for flere.”

Sidste gang, GAFFA oplevede Hjalte Ross live, var i 2019 til Spot Festival - her fik koncerten fire stjerner.

”Som antydet ovenfor, fungerede opsætningen særdeles godt. Hjalte Ross’ krystalklare guitarspil gik i smuk symbiose med både cello og klaver. Jeg havde dog til tider en anelse svært ved at høre bassen, men det kan dog også skyldes støjen fra de omkringliggende cafeer, der desværre gør Spot Royal til et svært sted at skabe den intimitet og fordybelse, som en koncertoplevelse ofte bygger på. Dette gælder i særdeleshed for Hjalte Ross’ musik, der med sin inderlighed nok bedst egner sig til de mere intime rammer, som landets mindre spillesteder har at tilbyde,” lød det blandt andet i anmeldelsen.

Alive Festival løber af stablen den 25. til 27. juli i byparken Christiansgave i Thisted.

RIGMOR: Legegruppen mødes i mørket

ANNONCE