Nyhed

Bekræftet: Esbjerg Kommune indleder realitetsforhandlinger med Musikhuset Esbjerg

Kultur- og fritidsudvalget har enstemmigt truffet beslutningen

Kultur- og fritidsudvalget i Esbjerg Kommune har enstemmigt besluttet, at man nu vil starte realitetsforhandlinger med Musikhuset Esbjerg som operatør for et rytmisk spillested i det konkursramte spillested Tobakkens gamle lokaler.

I en pressemeddelelse fortæller Esbjerg Kommune om planerne og har samtidig åbnet for den førhen lukkede sag i deres dagsordensystem.

I Esbjerg Kommunes pressemeddelelse står der blandt andet:


"I aftalen med musikhuset vil såvel vækstlaget som de unges kultur få stillet en række gratisdage til rådighed, så de i samarbejde med Tobakken kan afholde deres egne arrangementer. Konkret vil Tobakkens personale hjælpe foreningerne med bl.a. teknik på spillestedet, booking og markedsføring. Samtidig vil der blive etableret et forum, hvor bl.a. repræsentanter fra foreningerne mødes med Tobakken for hele tiden at holde opmærksomheden rettet mod mulighederne for udvikling. Esbjerg Kommune vil inden længe indkalde til et indledende møde med foreningerne og Musikhuset Esbjerg/Tobakken, hvor rammerne for samarbejdet kan drøftes.

Alsidigt rytmisk program og højt ambitionsniveau
Kunstnerisk skal Musikhuset Esbjerg på det nye spillested sikre et alsidigt program med rytmiske koncerter og arrangementer, der tilgodeser både det brede publikum og de mere smalle genrer med fokus på det yngre publikum.

For at sikre det allerbedste setup bag det nye spillested har Kultur & Fritidsudvalget ønsket, at Musikhuset Esbjergs bestyrelse bliver suppleret med en eller flere personer, der har kompetencer og erfaring med drift af et rytmisk spillested.


For at fastsætte tilskudsstørrelsen fra Esbjerg Kommune side, vil der årligt være drøftelser af ambitionsniveauet.".

Torben Seldrup, direktør vores Musikhuset Esbjerg, udtaler over for lokalavisen JydskeVestkysten: "Jeg har en formodning om, at vi skal ansætte op imod seks personer. Det er vigtigt at sige, at personale fra Musikhuset og Tobakken indgår i beredskabet begge steder, men det er klart, at nogle vil være tilknyttet mere det ene sted end det andet. Dem, vi skal have fat i, skal dels arbejde med økonomi, administration, bardrift og afvikling af arrangementer, og så skal vi have ansat en booker, der i meget højere grad end vi har i her huset, har øje for det skæve og vækstlaget." Om netop bookeren bliver det oplagte valg i form af den tidligere Tobakken-booker Sebastian Wolff, vides ikke. 

Jakob Lose, formand for kultur- og fritidsudvalget udtaler til samme medie:


”Vores ambition er fortsat at sikre mest mulig musik og kultur til borgerne, men vi må erkende, at det kan tage tid at komme helt op i gear på Tobakken. Derfor vil ambitionerne og mulighederne for at accelerere aktiviteterne naturligvis også afspejle sig i tilskuddet. Nu ser vi frem til at følge de videre forhandlinger med Musikhuset Esbjerg, som vi alle kender som en driftssikker og stabil operatør, der kan få et moderne kulturhus til at leve og udvikle sig, og vi er helt sikkert mange, der glæder os til en frisk start for musiklivet her i Esbjerg.”. 

Hvis alt går efter planen, modtager Musikhuset Esbjerg nøglerne til lokalerne i Gasværksgade den 1. juli 2024 og forventer at køre på fuld drift til efteråret 2025.  

LÆS OGSÅ: Esbjerg Kommune efter kritik: Ikke behov for nyt udbud om nyt spillested

ANNONCE