Nyhed

FÅ RYSTET HOFTERNE: JJ Paulo spiller karrierens største koncert

Efter at have spillet for et udsolgt Store Vega er JJ Paulo klar til at tage næste skridt

Der sker store ting for sangeren JJ Paulo for tiden. Til sommer skal han til Paris for at spille som en af de fem danske kunstnere til OL. Nu har sangeren også offentliggjort karrierens største koncert - han indtager nemlig Den Grå Hal i København den 26. oktober.

"Ovenpå en udsolgt koncert i Store Vega sidste år, har jeg valgt at min næste koncert bliver i Den Grå Hal i København lørdag d. 26. oktober. Med en kapacitet tæt på 2.000 bliver det her min største koncert nogensinde,” fortæller JJ Paulo i en pressemeddelelse, og tilføjer:

”Splitte mine bramsejl jeg glæder mig!"


JJ Paulo er opvokset i Tanzania, men flyttede til Danmark som tre årig. JJ Paulo debuterede med ep'en Baba Mufasa i 2020, som fik en firestjernet anmeldelse af GAFFA.

”På ’It’s My Turn Now’ erklærer JJ Paulo, at det er hans tur nu til at efterleve drømmen. Det havde måske været den oplagte afslutning på ep’en for at varsle, hvad der er i vente. For der er tale om en interessant kunstner, der i en dansk kontekst kaster helt nye varme lys og klange ind i afrobeat-, hiphop- og r&b-traditionerne, og som udviser internationalt format. Baba Mufasa er god, men JJ Paulo viser potentiale til at levere bedre,” hed det i anmeldelsen.

Siden har han udgivet yderligere to ep'er - senest While You Wait for the Album, der udkom i efteråret. I samme periode har Paulo markeret sig som et dynamisk livenavn og har ved flere lejligheder modtaget fem stjerner fra vores anmeldere. Sidste gang, han modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder, var sidste år til Heartland festival.


”Hele Heartland er én organisme, der skiftevis vugger og amokker den i konstant bevægelse. Uopslideligheden fra trommeslagere og perkussionisterne Emmanuel Paulo og Bertil Bille smitter af på publikums Duracell-energi. Bille skal da også have en ny hihat i løbet af koncerter. Den har vist fået én over nakken. Og det gør koncerten også,” skrev vores anmelder om koncerten og konkluderede:

”JJ Paulo er som en snebold, der triller ned fra Kilimanjaro. Den vil kun blive større og større, indtil danselavinen har ramt alle i nationen.”

Billetsalget til koncerten går i gang på fredag den 12. april klokken 10.00.


Se da JJ Paulo indtog scenen til GAFFA-prisen i 2023:

JJ PAULO-INTERVIEW: Drømmen om at være den, man selv manglede som barn

ANNONCE