Nyhed

GRØN MELDER STIV KULING: To stærke popnavne føjet til plakaten

Lineuppet indeholder allerede musikerne Tobias Rahim, TV-2 og Scarlet Pleasure

I år bliver det 41. gang, endags-festivalen Grøn Koncert traditionen tro rejser igennem Danmark. Denne gang bliver det med Tobias Rahim, det folkekære TV-2 og popbandet Scarlet Pleasure. I dag er Grøn Koncert klar med de næste to navne - nemlig Blæst og Burhan G.

Det er første gang, Blæst tager med Grøn-karavanen igennem Danmarks sommerlandskab. Sidste år stod Blæst for at åbne Orange Scene på Roskilde Festival. Her satte bandet publikumsrekord, da de spillede for 70.000 mennesker.

”Vi er enormt beærede over at få lov til at være med på Grøn-holdet i år. Det er en virkelig sej festival, hvor frivillige kræfter driver et kæmpe projekt, og hvor der bliver samlet en masse penge ind til Muskelsvindfonden. Samtidigt er det en festival, hvor der er plads til alle, og en festival vi selv er kommet på, især i vores barndom,” fortæller Blæst i en pressemeddelelse og fortsætter:


"Derfor er det en kæmpe ære at få lov til at stå på scenen. Der er mange gode minder tilknyttet Grøn, og vi håber at kunne skabe nogle nye gode minder for publikum.” Blæst udgav i 2022 ep’en Stiv kuling, som fik fem stjerner af GAFFA.

Stiv kuling er bandets anden ep og indeholder otte velproducerede elektropopnumre – fire singler plus fire nye numre – om alt og ingenting, men med udgangspunkt i ungdomslivets finurligheder, glæder, forelskelser og breakups. Og det relativt uskyldsrene udgangspunkt flugter overordentligt godt med forsanger Fernanda Rosas rene røst, der fungerer som et solidt pejlemærke igennem hele pladen,” hed det i anmeldelsen.

Koncerten på Roskilde Festival var ifølge GAFFAs udsendte en firestjernet fornøjelse.


”Blæst understregede, hvorfor Orange Scene netop ikke er for stor for kvartetten. Under kæmpehittet ’Juice’ formåede de at få hele publikumssværmen ned i hug for til sidst at ende i lalleglad ekstase. Blæst demonstrerede selvsikkert, hvordan den fælles solbeskinnede eufori både kan flyve til nye højder og samtidig være lige her og nu,” lød det i anmeldelsen.

Burhan G gæstede Grøn for første gang i 2008 og var tilbage igen i både 2012 og 2014.

“Det er på mange måder en kæmpe ære at stå på Grøn-scenerne til sommer. Fællesskabet foran og på scenerne er meget meningsfuldt at være en del af. Derfor går jeg til disse koncerter med respekt og ydmyghed,” fortæller Burhan G i dagens pressemeddelelse og tilføjer:


”Bandet og jeg er allerede i gang med forberedelserne, og vi glæder os til at dele oplevelser og skabe nye minder med alle. Vi ses på Grøn til sommer!”

Sidste gang, GAFFA hørte Burhan G live, var til Smukfest i 2019. Koncerten var efter sigende fire stjerner værdig.

” Men overkroppen, får vi den at se? Kun et ganske kort øjeblik, hvor Burhan hiver ud i jakken, og faktisk så vi den også kun i et par sekunder ved den sidste Burhan-koncert, jeg overværede, på Wonderfestiwall på Bornholm i 2017. Allerede dengang udtalte sangeren, at den var fortid, og det er en klog beslutning, for det er jo musikken, der bør være i centrum. Og med så melodiske sange og sin flotte vokal burde han være dækket ind. At udtrykket så til tider er lige lovlig sentimentalt, er til at leve med. Popmusik behøver jo ikke være raketvidenskab,” lød det i anmeldelsen.

Turnéplan for Grøn 2024:  
18. juli: Tårnby
19. juli: Kolding
20. juli: Aarhus
21. juli: Aalborg
25. juli: Esbjerg
26. juli: Odense
27. juli: Næstved
28. juli: Valby

Overskuddet fra Grøn Koncert kan sætte skub i vigtig forskning i muskelsvind

ANNONCE