Nyhed

John Cale klar med nyt album - hør første single her

Den 82-årige legendes andet album på ti år udkommer til juni

I marts 2022 fyldte John Cale 80 år - og et lille års tid senere udgav Velvet Underground-veteranen så sit første album i et årti. Mercy udkom i januar '23, bød på gæsteoptrædener fra blandt andre Weyes Blood og blev mødt af positive anmeldelser.

Også her i GAFFA, hvor albummet blev anmeldt under overskriften 80-årig legende med legesygen i behold og det blev noteret at "nostalgien ligger fortsat John Cale fjernt på første nye album i et årti." Efterfølgende har Cale været på turné, og gav blandt andet en særdeles veloplag koncert i Hamburg i februar '23.

Nu er den klassisk uddannede rocklegende så klar med sit andet nye studiealbum på ti år. Det har fået titlen Poptical Illusion, udkommer 14. juni og indvarsles af førstesinglen  "How We See The Light," som kan høres under artiklen. 


John Cale indskrev sig i rockhistorien sammen med kollegaen Lou Reed i bandet The Velvet Underground i slutningen af tresserne og søsatte efterfølgende en solokarriere, som inkluderer hovedværker som Paris 1919 (1973), Slow Dazzle (1975) og Sabotage Live (1979). 

Cale har også ageret producer på flere klassiske album - herunder Patti Smiths debutalbum Horses (1975) og Nicos The Marble Index (1968) og Desertshore (1970), som netop er blevet genudgivet på vinyl hos Playground Music.


Tiden har været nådig ved John Cales avantgardistiske ungdomsværk

ANNONCE