Komponist, sanger og sangskriver Kristina Holgersen debuterer med sin digtsamling Favn, som sætter spot på moderskabet, #metoo-bevægelsen og ageism i musikbranchen
Kristina Holgersen udkommer i dag med en autofiktiv fortælling om moderskabet til en datter, der selv bevæger sig mod voksenlivet og om at stå omtrent midt i livet og se – afmægtigt, kærligt og hidsigt – at barnet bevæger sig væk, mens døden træder et lille skridt nærmere.
Kristina Holgersen har gennem mange år arbejdet i spændingsfeltet mellem litteratur og musik, og fortæller i et interview til GAFFA, at digtsamlingen Favn oprindeligt udsprang fra et musikalsk udgangspunkt.
- Det startede egentlig med, at jeg troede, at jeg var ved at skrive en ny plade. Så jeg skrev en masse tekster, men så viste det sig, at der bare ikke rigtig kom noget musik - og jeg prøvede virkelig. Efter en lang periode begyndte jeg at acceptere, at der ikke skulle være musik. Jeg arbejdede med en masse gode folk, som prøvede at hjælpe mig med at tænke det som litteratur i stedet for, siger Kristina Holgersen, som har komponeret musik til romanen Den, der lever stille af Leonora Christina Skov, med hvem hun udgav albummet Kapow Goodbye (tak & undskyld) i 2021.
Kristina Holgersen underviser på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København samt Det Jyske Musikkonservatorium, hvor hun også forsker. Hun fortæller, at tekstuniverset hurtigt kredsede om det sted, hun var i sit liv, og digtsamlingen tager derfor udgangspunkt i refleksioner om rollen som mor, ageism i i en ungdomsfikseret musikbranche og bagklogskabets tanker.
- Da jeg begyndte at skrive, kom der en masse konkret materiale ud om den livsperiode, jeg selv befinder mig i. Jeg synes, at man har talt meget om moderskabet, og det har jeg også selv været fokuseret på, da jeg fik børn. Men nu står jeg i den anden ende. Jeg har en datter på 18 år, som er på vej ud i verden, og det synes jeg, der mangler nogle tekster om. For når jeg ser mig omkring, er der mange livskriser og opbrud i familier, som foregår samtidigt med, at kvinder rammer overgangsalderen. Det synes jeg, der manglet et poetisk sprog for. I virkeligheden er det jo et forsøg på at tage den voksne kvindes stemme alvorligt.
En ungdomsfikseret industri
"Paneldebat om ageism (aldersdiskrimination, red.) i musikbranchen / under temaet Forever Young / uden spørgsmålstegn efter Young / det er en fejl i det trykte program / blandt montrer med gamle musikinstrumenter / står vi på række ved høje caféborde / dagens case det er mig / castet til at byde ind med kroppens erfaringer / det er modigt at du stiller dig frem / tak for at dele siger en mand blandt publikum / min tolkning af hans trætte blik er / at han ser / den fejlslagne kvindelige udgave af Peter Sommer / der trækker to offerkort / køn / og alder".
Sådan skriver Kristina Holgersen i digtsamlingen Favn, hvor hun sætter ord på de seneste års fokus på diversitet og ligestilling i musikbranchen.
- Nu er der kommet et breakthrough i forhold til at tale om diversitet i musikbranchen. Men det er stadigvæk en kamp, og det kan virke som om, at "nu har I fået jeres ligestilling, og så må I komme videre". Det er den stemning, jeg synes, der er i øjeblikket. Men det tager jo generationer at ændre. Jeg synes stadigvæk, der er virkelig meget at kæmpe for. Når man når min alder - jeg er lige blevet 50 - er der ikke særlig mange kvinder tilbage i musikbranchen. Og det er fordi, der ikke er mange i min alder, som er blevet ved, fortæller Kristina Holgersen, som også reflekterer over #metoo-bevægelsen i musikbranchen i sin digtsamling. En bevægelse, som har haft stor fokus på unge kvinder, der er på vej ind i musikbranchen, men som også rummer kvinden, som står midt i overgangsalderen, og som har gennemlevet tiden før, der blev talt åbent om ligestilling og diskrimination blandt musikere.
- Man skulle bare være glad for at være med som kvinde, men skete jo alle mulige ting, som man endte med at vende indad. Jeg oplever, at vi er ret bange for at blive ældre. I musikbranchen prioriteres ungdom, og derfor ender vi med hele tiden at skubbe diskussionerne nedad til den nye generation. Svaret er altid, at "vi må have nogle unge til at ændre verden", men måske skal vi begynde at tale lidt mindre om the rising star. Hvis ikke der er nogen, der taler om overgangsalderen, så ender det med stadig at være et tabu i fremtiden.
LÆS OGSÅ: Om lidt mødes hele musikbranchen i Aarhus, og det her skal de snakke om