Nyhed

Seksstjernede Zeal & Ardor kommer til Danmark med nyt album

Du kan varme op med første single fra det kommende album lige her

Zeal & Ardor startede i 2013 som et soloprojekt, som en blanding af to umiddelbart meget forskellige genrer, gamle spirituals og black metal. I dag består bandet af hele sekst personer.

Den 23. august udkommer deres femte album Greif. I den forbindelse udgiver de albummets første single ”To My Ilk” - og nu har de minsandten også annonceret koncert i København i kølvandet på udgivelsen. Bandet rammer Danmark den 28. august, hvor de giver koncert i Amager Bio.

"Jeg ønskede at udvide det, vi havde, og introducere nye farver," fortæller Gagneux i en pressemeddelelse om det kommende album og tilføjer: "Der er vrede og anklagende øjeblikke, men der er også lidt trøst og glæde. Jeg udvider paletten af farver, vi har at male med. Dette er veje, vi ikke har prøvet før."


I 2018 udgav bandet albummet Stranger Fruit, som fik en seksstjernet anmeldelse af GAFFA.

”Bandet har simpelthen begået en samling vanvittigt vedkommende sange, iklædt lydlige gevandter, der emmer lige så meget af sump-varme sydstater som sneklædte, ulveinficerede skandinaviske skove. Bandet mestrer begge udtryk til perfektion i et forbilledligt fokuseret og formfuldendt værk, der bliver siddende i knoglerne længe efter endt lytning. Det er betagende brutalt og årets bedste internationale album indtil videre. Simpelthen,” lød det i anmeldelsen.

I kølvandet på albummet besøgte bandet Voxhall i Aarhus, hvor GAFFA endnu engang kvitterede med en seksstjernet anmeldelse.


”Det er en stærk performance, Zeal & Ardor lægger for dagen denne novemberaften i Aarhus, og heldigvis har de sangene til at bakke den op. Der er ikke et eneste øjeblik af bare moderat stilstand, og man glemmer helt at undre sig over, hvor bandets bassist mon er blevet af i en koncert, der simpelthen er så djævelsk god, at alt under seks stjerner ville føles som blasfemi,” lød det i anmeldelsen.

Billetterne til koncerten går i salg den 26. april klokken 10. 

Hør albummets første single her: 


Koncertaktuelle Zeal & Ardor – Black metal møder spirituals

ANNONCE