Nyhed

TAYLOR SWIFT: Årets mest ventede album er udkommet med en vild overraskelse

Verdens største musikstjerne udgav The Tortured Poets Department i morges. Kun få timer efter smider hun en stor overraskelse

Få kan skabe så meget spænding omkring en udgivelse som Taylor Swift. Lige siden hun til dette års Grammy Awards løftede sløret for, at der var et nyt album på vej, har fans verden over delt spekulationer, vilde teorier og talt dagene i fællesskab, mens de ventede på udgivelsen af verdensstjernens 11. album The Tortured Poets Department. 

Gennem det seneste stykke tid er der blandt andet floreret teorier om, at Taylor Swift har drysset små ledetråde ud til sine fans gennem tallet 2. Tidligere på måneden åbnede Taylor Swift et pop-up-bibliotek i Los Angeles, og hun har også udgivet en teaser-video som optakt til det nyudgivne album. Både i pop-up-biblioteket og i videoen kan den skarpe fan spotte et ur, hvor viserne står på klokken 02:00. Da verdensstjernen annoncerede The Tortured Poets Department ved dette års Grammy Awards, lavede hun peace-tegnet med fingrene, som jo også kan betyde tallet 2. Ligeledes var der placered en træhånd i pop-up-biblioteket med to fingre udstrakt som et peace-tegn, og på en tavle i teaser-videoen var der tegnet to stjerner ved siden af hinanden.

Ved midnatstid i tidszone -04.00 GMT - eksempelvis New York og klokken 06:00 dansk tid - udgav Taylor Swift endelig det længe ventede The Tortured Poets Department med 16 sange. To timer senere - altså klokken 02:00 amerikansk tid - afslører Taylor Swift, at tallet 2 rigtigt nok havde en helt særlig betydning, da hun bare to timer efter den første albumudgivelse udgiver et to timer og to minutter langt dobbeltalbum med 15 ekstra sange, The Tortured Poets Department: The Anthology. 


"Det er en klokken-2-om-natten-overraskelse: The Tortured Poets Department er et hemmeligt dobbeltalbum. Jeg havde skrevet så meget tortureret poesi i de sidste to år, og ønskede at dele det hele med jer, så her er den anden del af TTPD: The Anthology. 15 ekstra sange. Og nu er historien ikke længere min... den er jeres", skrev Taylor Swift på sine sociale medier.


The Tortured Poets Department indeholder en featuring med Post Malone på åbningssangen "Fortnight" og Florence and the Machine medvirker på sangen "Florida!!!". De to hitsmede og hyppige samarbejdspartnere Jack Antonoff (frontfigur i Bleachers) og Aaron Dessner (fra The Nationals) er desuden krediteret som med-sangskrivere på flere af albummets sange, mens Taylor Swift er kreditereret som den eneste sangskriver på de to sange "My Boy Only Breaks His Favorite Toys" og "Who’s Afraid of Little Old Me?".

LÆS OGSÅ: Jack Antonoff-interview: “Visse ting ændrer sig, og det er virkelig også sket for mig”

Ifølge Spotify er The Tortured Poets Department det album, der er blevet pre-saved flest gange i streamingplatformens historie. Det skriver Spotify selv på det sociale medie X. 


Taylor Swift spiller i Stockholm den 17. til den 19. maj i Friends Arena. Hør selv det store dobbeltalbum nedenfor.

LÆS OGSÅ: Forventningsfulde swifties snydt for millioner - købte falske billetter

ANNONCE