Nyhed

Elias Bender Rønnenfelt åbner ny koncertrække med jazz på københavnsk natklub

Elias Bender Rønnenfelt indleder efterårets jazzkoncerter på Søpavillonen den 4. september.

Iceage-frontmand Elias Bender Rønnenfelt spiller sin musik med et jazzband den 4. september på Salon Bleu, som er en del af den københavnske natklub Søpavillonen. Denne koncert markerer den første i en række jazzkoncerter, der skal finde sted på natklubben i løbet af efteråret.

På scenen får Elias Bender Rønnenfelt selskab af forskellige jazzmusikere, herunder Anna Roemer på guitar, Cecilie Strange på saxofon, Nikolaj Hess på klaver og Anders Christensen (AC) på bas.

I løbet af efteråret vil forskellige artister spille deres egen musik i nye jazzede versioner sammen med et særligt udvalgt band til den pågældende aften. Natklubben bliver desuden forvandlet til en scene, så publikum får mulighed for at komme helt tæt på livemusikken.


Søpavillonen har siden 1965 dannet rammerne for fest og farver samt diverse arrangementer – derfor finder de to arrangører af Salon Bleu det oplagt at invitere jazzmusikken indenfor. Arrangørerne består af komponist og radiovært Josephine Philip samt dj og podcastvært Maria Barfod – alias Fedty. I slutningen af 2000'erne var de også kendt som dj-duoen The Dulfedettes.

Idéen til Salon Bleu opstod på baggrund af deres kærlighed til musikken og interessen for at blande genrer og stilarter som dj-duo.

"Vi synes begge, at det kunne være spændende at skabe nogle aftener i et rum, som ikke til hverdag bliver brugt til livekoncerter. Her kan klubrummet skabe rammerne for en særlig oplevelse, hvor livemusikken er i fokus," fortæller de i en pressemeddelelse og tilføjer:


"Vi har begge en stor kærlighed til jazz og det nærvær, der er i en live jazzkoncert, og det synes vi kunne være interessant at bringe ind i klubrummet og præsentere for et nyt publikum. Vi har valgt en række solister, der ikke primært beskæftiger sig med jazz, og bedt dem om at skabe et særligt sæt til aftenen sammen med et band bestående af de mest fantastiske jazzmusikere. I bund og grund handler det dog ikke så meget om hvilken genre det er, for god musik er god musik."

Tidligere på måneden annoncerede Elias Bender Rønnenfelt sit debutsoloalbum Heavy Glory, som udkommer den 25. oktober.

Dørene til jazzaftenen med Elias Bender Rønnenfelt på Salon Bleu åbner klokken 19.00 den 4. september, og koncerten starter klokken 20.00. Billetter kan købes her.


Iceage-frontmand annoncerer soloalbum - hør ny single her

 

 

ANNONCE