Nyhed

Fenja reflekterer over livets store spørgsmål i sin nye single

Fenja deler en personlig oplevelse i sin nye single, hvor hun reflekterer over, hvad vi efterlader os i livet

Freja Kristensen, også kendt som Fenja, har udgivet sin nye single "Mærket af liv". Sangen handler om en af hendes egne livsændrende episode, hvor hendes far blev indlagt med en blodprop i hjernen. Denne oplevelse fik sangeren til at stille spørgsmålet: Hvad efterlader vi, når vi en dag ikke er her længere?

"Jeg tror, min far tænkte meget over netop det spørgsmål. Med sangen ønskede jeg at fortælle ham, at han har efterladt noget kærligt. Samtidig blev jeg meget bevidst om min egen angst for døden - frygten for, at mit hjerte en dag stopper, og ingen vil huske, hvem jeg har været," fortæller Fenja i en pressemeddelelse.

Fenja skrev sin første sang som 12-årig. En sang om en isbjørn der var ved at dø på grund af klimaforandringer. Siden da har hendes tekster ofte kredset om eksistentielle emner, ifølge pressemeddelelsen.


GAFFA interviewede den dengang 24-årige sanger i 2021, hvor hun fortalte, at hendes opvækst tæt på naturen har præget hendes musik på blandt andet debutalbummet Flugtdyr (2021). GAFFA gav albummet fem stjerner og beskrev det som en lyrisk flugt.

Udover det anmelderroste album modtog Fenja en pris ved DJBFAs årlige prisuddeling i 2021, hvor hun blev tildelt årets upcoming-pris.

I 2022 varmede Fenja op for den norske verdensstjerne Aurora i Store Vega. I 2024 blev hun udvalgt til KarriereKanonen med sin sang "Brænder for noget". Inden da havde Fenja spillet sin første headliner-koncert hos Women in Office, hvor hun kunne melde udsolgt allerede 14 dage før.


FENJA-INTERVIEW: Et barn af naturen og nordisk romantik

ANNONCE