Nyhed

Great White-sangeren Jack Russell er død

“Med kærlighed mindes vi Jacks sans for humor, hans livsglæde og uforlignelige bidrag til rock 'n' roll”

Jack Russell, tidligere sanger i det amerikanske glamrockband Great White og senere sanger i Jack Russell’s Great White, er gået bort.

Sangerens familie bekræftede nyheden på sociale medier, hvor de blandt andet skriver:

"Med stor sorg meddeler vi vores kære Jack Patrick Russells bortgang – en far, ægtemand, fætter, onkel og ven. Med kærlighed mindes vi Jacks sans for humor, hans livsglæde og uforlignelige bidrag til rock 'n' roll, hvor hans arv for evigt vil blomstre."


I opslaget beder familien offentligheden om at respektere deres privatliv, samt at en offentlig mindehøjtidelighed vil blive afholdt, og at datoen vil blive meddelt på et senere tidspunkt.


Russell var mest kendt som medstifter af - og frontmand i - bandet Great White, som blev dannet i 1977. Gruppen havde stor succes i 80'erne med album som Once Bitten (1987) og efterfølgeren Twice Shy (1989).

Russell forlod bandet i 1996, men vendte tilbage i 2001. Fem år senere blev gruppen opdelt i to: Great White og Jack Russell's Great White. Jack var aktiv i sidstnævnte indtil i år, hvor han meddelte, at han ville trække sig tilbage fra rampelyset af medicinske årsager, ifølge NME.

For en måned siden skrev han selv i et opslag på Instagram:


"Efter at være blevet diagnosticeret med Lewy body demens og multipel systematrofi kan jeg ikke længere optræde på det niveau, jeg ønsker, og som I fortjener. Ord kan ikke beskrive min taknemmelighed for alle minderne, al kærligheden og den støtte, jeg har fået gennem årene."

Jack Russell blev 63 år gammel.

Dødsulykke-band gav koncert uden coronarestriktioner

ANNONCE