Heartland offentliggør nogle af de navne, der skal skabe en kunstnerisk sanseoplevelse i Nomas lokaler
Til efteråret flyver kokkene til Kyoto og Nomas lokaler bliver i stedet fyldt med en lang række eksklusive live-oplevelser, når Heartland flytter ind i lokalerne på Refshaleøen fra september og helt indtil december.
På programmet kan man blandt andre opleve den amerikanske St. Vincent, der i sommer gav en anmelderrost koncert på Northside Festival i Aarhus, som GAFFAs anmelder krediterede med hele fem stjerner.
Derudover byder menuen også på danske Marie Key, Tim Christensen og den opblomstrende Emma Sehested Høeg, der sidste år udkom med sin debut-EP Dame Dearest (Pilot), og siden da har givet en række anmelderroste koncerter blandt andet tilbage i maj, da hun højgravid indtog Store Vega i København, til en fem-stjernet musikalsk gourmetoplevelse.
Heartland har meget mere end musikalske optrædener på menukortet. Den indisk-canadiske digter Rupi Kaur, filminstruktøren Reinaldo Marcus Green, og skuespiller Lily Collins, datter af Phil Collins, er også at finde på programmet.
Hvis man ikke allerede er mæt af det kunstneriske line-up, kan man også se frem til Hija de Sanchez, Popl Burger og Noma Projects, der sørger for den kulinariske oplevelse.
I en pressemeddelelse lyder det, at formålet med Heartland at noma er, at sammensætte en sansemættet legeplads, hvor særligt kuraterede mennesker, musik, mad og kunst smelter sammen i helt nye konstellationer.
Heartland har normalt rammer i den fynske, hvor de siden 2016 har afholdt Heartland Festival, der hylder musik, kunst og mad. Programmet i år kunne blandt andre byde på Smag på dig selv, Blæst og Ms. Lauryn Hill.
Vil du ikke gå glip af det spækkede kulturelle menukort, kan du tilmelde dig forsalget og finde få mere information om festivalen her.
TILBAGEBLIK: Se de flotteste stemningsfotos fra Heartland