Nyhed

LYT: Soleima vender tilbage med ny lyd

Soleima klar med single om håb og livets hårde slag i et nyt samarbejde med Bjarke Niemann

Halvandet år efter udgivelsen af Soleimas første dansksprogede album Nationens Skrammer fra 2023, er sangeren nu tilbage med sin nyeste single "Den udødelige historie", der ligeledes er på modersmålet.

Ifølge en pressemeddelelse er det nyeste nummer produceret med Spleen United frontmand Bjarke Niemann, og nummeret er derfor præget af en ny, mere rocket lyd, end den Soleima normalt arbejder med.

”Det var centralt for pladen at alt blev indspillet live - så det var et af dogmerne der lå fast inden vi vidste hvem der skulle producere pladen. En fælles ven foreslog Bjarke. For mig repræsenterer Bjarke, og Spleen United, uforudsigelighed og ud af kroppen musikalske oplevelser tangerende trance og uigennemtrængelig usårlighed. En tilsidesættelse af alt det der gør os bekymrede og dødelige væsner," fortæller Soleima i en pressemeddelelse. 


I et opslag delt på Soleimas Instagramprofil skriver hun selv om nummeret;
"Når du er gået i sort, og livet rammer dig direkte i ansigtet, kan du være heldig, at der kommer en engel og hvisker ting om eventyr og uendelighed i dit øre. Det har jeg selv prøvet engang."


Soleima, hvis borgerlige navn Sarah Mariegaard, debuterede som soloartist i 2017 med albummet No. 14, og udgav senere pladen Powerslide i 2020, der indeholder hittet "Cheers for the Tears". Soleima debuterede på modersmålet på det anmelderroste Nationens Skrammer, som GAFFAs anmelder beskrev med ordenene:

"Produktionerne har en dybere atmosfære, udtrykket er blevet mere organisk, og sangskrivningen er mere nærværende, lyrisk overlegen og dejligt umiddelbar," skrev anmelder Johanne Nedergaard.

Lyt til den nye single her:


Velkommen hjem, Soleima!

ANNONCE