Nyhed

OVERRASKELSE: The Smashing Pumpkins har lige udgivet nyt album

Det nye album udkom i fredags og skubber til grænserne for bandets lyd

The Smashing Pumpkins har netop udgivet deres nyeste album, Aghori Mhori Mei, som blev tilgængeligt digitalt i fredags.

Albummet udkommer  i kølvandet på deres anmelderroste europaturné - og umiddelbart op til en to måneder lang turné gennem Nordamerika sammen med Green Day, inden de drager til Sydamerika til november. Den aktuelle turné og det nye album er bandets første med deres nye guitarrist, som har taget over, siden Jeff Schroeder forlod bandet efter 16 års troskab.

Aghori Mhori Mei er bandets første nye projekt siden sidste års triple-album ATUM, der afsluttede en trilogi, som også inkluderede 1995’s Mellon Collie And The Infinite Sadness og 2000’s Machina/The Machines Of God, bandets store værk fra 2022, der dengang høstede fire ud af seks mulige stjerner hos GAFFA.


Og Billy Corgan, bandets frontfigur, valgte altså ikke at tage en pause, men i stedet hurtigt at gå tilbage til studiet for at arbejde på det nye album, som nu har set dagens lys. Resultatet er et 45 minutter langt værk med ti ange, der fortsætter i den musikalske stil fra bandets storhedstid.

I forbindelse med arbejdet med det nye album, stødte Billy Corgan på ordsproget ”man kan ikke vende hjem igen,” forlyder det i en pressemeddelelse, hvor Corgan fortsætter: 

"Men hvad hvis jeg alligevel prøvede? Ikke så meget for at kigge tilbage med sentimentalitet, men snarere for at komme fremad.”


Corgan hævder derfor, at han ønskede at udforske, om dét at kigge tilbage på bandets musikalske metoder fra 1990’erne kunne føre til noget nyt og åbenbarende. Derfor blev fortiden en drivkraft i arbejdet med nutidens Aghori Mhori Mei, hvori balancen mellem succes og fiasko spiller en central rolle for bandet ifølge den 57-årige frontfigur.

Omslaget til The Smashing Pumpkins' nye album, som udkom digitalt i fredags. Foto: Martha's Music
Omslaget til The Smashing Pumpkins' nye album, som udkom digitalt i fredags. Foto: Martha's Music

I forbindelse med udgivelsen har fans allerede konspireret over albummets titel. På det sladder- og rygteplagede sociale medie, Reddit, har flere analyseret sig frem til, at titlen kan være en variation over det latinske udtryk ”mei mori aghori”.


Oversat til dansk betyder det ”jeg er klar til at dø.” Men fordi albummet vender ordstillingen om, bliver det muligvis til ”døden er klar til mig.” Disse fortolkninger fremgår dog ikke af pressemeddelelsen, og kan siges at blot at være spekulationer fra fans, der ivrigt har undersøgt symbolikken bag.

Albummet udkom digitalt fredag den 2. august 2024 og kan altså streames allerede nu. Den fysiske udgivelse må fans dog vente lidt på, da albummet først forventes at udgives på vinyl og cd den 22. november 2024.

POPULÆRT JOB: Så mange har søgt den ledige stilling som guitarist hos The Smashing Pumpkins

ANNONCE