Nyhed

Regeringen vil stoppe "regeltyranniet", når der skal afholdes danske festivaler

Nye initiativer fra Kulturministeriet skal gøre livet nemmere for foreningsdanmark

Mindre bureaukrati og færre regler. Det er nogle af ambitionerne bag otte nye initiativer, som skal gøre det lettere at være forening. Blandt de nye tiltag i udspillet er blandt andet et forslag om at lempe bygningsreglementet, så det bliver nemmere at afholde eksempelvis mindre festivaler. Regeringen planlægger desuden at nedsætte et partnerskab bestående af repræsentanter fra forskellige grene af foreningslivet, som skal komme med anbefalinger til regeringen. 

Om de otte nye initiativer siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt således i en pressemedddelelse:

"Foreningerne og de frivillige ildsjæle udgør fundamentet under vores demokrati. Derfor er det hovedrystende, at mængden af skrankepaveri og papirnusseri er blevet så voldsomt, at det truer de frivilliges engagement. Vi har alt for længe talt om, at vi skal gøre op med de mange regler, der spænder ben for det frivillige arbejde. Nu er det tid til handling. Derfor sætter regering gang i en bred og markant indsats, hvor vi skal hele vejen rundt for at nedbryde regeltyranniet. Allerede nu går vi i gang med blandt andet at gøre det lettere at holde f.eks. markeder og små festivaller og rydde ud i tilladelser og papirarbejde for arrangementer, der holdes hvert år”.

I de nye initiativer er blandt andet en målsætning om, at festivaler ikke længere skal søge nye tilladelser år efter år, men i stedet kommer til at kunne søge en flerårig tilladelse. En ændring i bureaukratiet, som vækker glæde hos interesseorganisationen for festivaler og spillesteder i Danmark, Dansk Live: 


“Udmeldingen er rigtig godt nyt for festivalerne. Det er et område, der har voldt mange problemer for særligt de mange frivilligdrevne festivaler, og vi er rigtig glade for, at der er blevet lyttet til os. Vi har mødt stor lydhørhed og forståelse for problematikken fra kulturministeren, og det er positivt, at han har holdt fast i at begrænse regelbyrder som et af sine fokusområder”, siger Esben Marcher, direktør i Dansk Live på deres hjemmeside. 

LÆS OGSÅ: GAFFA tilslutter sig Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling som det første medie

ANNONCE