Nyhed

SE: Lady Gaga og Bruno Mars deler 1950'er -inspireret musikvideo

De to stjerner har slået sig sammen om ny single med tilhørende musikvideo

Lady Gaga og Bruno Mars har slået sig sammen om den nye single "Die With a Smile." De har også delt en vintage-inspireret video instrueret af Daniel Ramos og Mars selv. I videoen optræder de i country-outfits i et rum, der er en blanding af et 1950'er-lydstudie og et tv-show.

I en pressemeddelelse – her citeret fra Pitchfork - udtaler Lady Gaga, at hendes kommende album snart er færdigt. Om samarbejdet med Bruno Mars siger hun:  

"Bruno og jeg har stor gensidig respekt for hinanden og talte om at samarbejde. Jeg var ved at færdiggøre mit eget album i Malibu, og en aften efter en lang dag bad han mig komme til hans studie for at høre noget, han arbejdede på," fortæller Gaga og uddyber:

"Det var omkring midnat, da jeg ankom, og jeg blev blæst bagover, da jeg hørte, hvad han var begyndt at lave. Vi blev oppe hele natten og færdiggjorde med at skrive og indspille sangen. Brunos talent er udover det sædvanlige. Hans musikalitet og vision er på et helt andet niveau. Der er ingen som ham."


Hun suppleres af Mars:

"At få lov til at arbejde med Gaga har været en ære. Hun er en ikon, og hun gør denne sang magisk. Jeg er så spændt på, at alle får den at høre."

Lady Gagas seneste single var "Hold My Hand", som var skrevet til actionfilmen Top Gun: Maverick fra 2022. Siden da har hun optrådt ved Oscar-uddelingen i 2023 og åbningsceremonien for OL i 2024.


Hendes seneste album Chromatica (2020), modtog to stjerner fra GAFFAs anmelder. Desuden har hun ved siden af musikken medvirket i forskellige film og serier. Den 4. oktober er hun aktuel som Harley Quinn i Todd Phillips’ Joker-efterfølger, Joker: Folie à Deux, sammen med Joaquin Phoenix i titelrollen.

Bruno Mars’ seneste musikalske projekt er Silk Sonic, som er hans samarbejde med Anderson Paak. De udgav deres debutalbum, An Evening With Silk Sonic, i 2021, som GAFFAs anmelder gav tre stjerner. GAFFA var også tilstede under hans optræden på Orange Scene på Roskilde Festival i 2018, hvor han høstede fire stjerner. 

Se den nye musikvideo nedenfor: 


Lady Gaga raser over abortlovgivning: "Nogle gange foregår der noget lort som er vigtigere end underholdning

ANNONCE