Hun er netop blevet udpeget til Statens Kunstfonds karriereprogram – nu er hun ude med en ny single
Den danske afrobeatstjerne in spe, Aggi, er ude med en ny single med titlen "Can't Wait". Singlen udkommer, efter hun i går blev udpeget til Statens Kunstfonds karriereprogram.
Aggi bevæger sig inden for afropop, hiphop, soul, trap og vestafrikanske rytmer. GAFFA var tilstede under hendes koncert på Roskilde Festival i år, hvor anmelderen kvitterede med tre stjerner og skrev: "Til trods for omfattende produktioner og en dansk afrobeatstjerne in spe var det ingenlunde de musikalske elementer, der reelt var i fokus til Aggis Roskilde-debut."
I 2020 var hun en del af GAFFAs Hold Øje Med-sektion med begrundelsen:
"Endnu engang dukker der et navn op fra SheCanPlays hånd. Denne gang er det sangeren AGGi Dix [Aggis tidligere kunstnernavn, red.], der har gjort sig bemærket. Bag det attituderige kunstnernavn står 21-årige Agnes Dixgaard fra Aarhus. Som AGGi DiX eksperimenterer hun med en række genrer og spænder over neo-soul, hiphop og r&b med et drys jazzet produktion henover. Det er som at lytte til en ung Erykah Badu med den sjælfulde, tilbagelænede og alligevel insisterende lyd.
Den musik, AGGi DiX indtil videre har præsenteret os for, sender en feel good-stemning ud af højttalerne, som langsomt bygger ens rygrad op. Hos hende handler det nemlig om empowerment og at opløfte sin målgruppe: Unge kvinder som hende selv."
En pressemeddelelse oplyser, at hendes nye single "Can't Wait" er en påmindelse om, at vi alle kæmper med at lade kærligheden trænge igennem de mure, vi har bygget op omkring os. Sangen giver derved en stemme til dem, der midt i kærlighedens højtid, bærer på usynlige ar og længes efter at give sig hen.
Den nye single markerer dertil slutningen på et eksplosivt år for Aggi, der, udover at optræde på Roskilde Festival, har turneret rundt i det danske land og netop er i gang med at lægge sidste hånd på hendes kommende debutalbum og en turné i Ghana.
"Can’t Wait" følger op på hendes forrige singler "Better Money", "Waste No Time", "Blue Cheese" og "Follow", hvoraf sidstnævnte sammen med "Can't Wait" bliver en del af hendes kommende debutalbum.
Hør den nyeste single her:
LÆS OGSÅ: Her er de udvalgte talenter til Statens Kunstfonds karriereprogram