Nyhed

En æra er slut: Taylor Swift-turné når svimlende milliardbeløb

Taylor Swift kan skrive historie efter afslutningen af sin største turné til dato

I går aftes afsluttede Taylor Swift en æra, da hun spillede det sidste show på sin The Eras Tour. Popikonet markerede dermed slutningen på en verdensomspændende turné, der med 149 shows fordelt på 21 måneder, har solgt over ti millioner billetter. Turnéen har dermed opnået titlen som den mest indtjenende turné til dato, med salg af billetter til over 2 milliarder dollars. Det skriver medier NME.

Da Taylor Swift i går afsluttede sin turné i Vancouver, British Columbias BC Place Stadium, kunne hun skrive historie med et billetsalg for 2.077.618.725 dollars, altså over 14 milliarder kroner. Taylor Swift skriver dermed historie og overgår de tidligere rekordholdere, Coldplay, som NME ellers tidligere i år, kunne tildele titlen med turnéen Music of the Spheres.

Taylor Swift afslutter altså endnu et succesfuldt år, hvor hun desuden, for andet år i træk, kan kalde sig den mest streamede kunstner på Spotify efter stor succes med albummet The Tortured Poets Department: The Anthology tidligere i år, der også indhentede hele fem stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev: 


"Dertil vil jeg i al stilfærdighed pege på sange som ”Who's Afraid of Little Old Me?,” førnævnte ”Florida” og ”Fresh Out the Slammer” - blot et par løsrevne vidnesbyrd om, at Swift har begået endnu et imponerende – og imponerende helstøbt – popalbum. Og nej, det er hverken Patti Smith eller Dylan Thomas. Men til gengæld umiskendeligt Taylor Swift, hvilket dybest set er en større præstation."

Derudover var sangeren også den mest vindende artist ved dette års MTV European Music Awards 2024 med hele syv nomineringer og fire priser, heriblandt "'Bedste artist", "Bedste live", "Bedste amerikanske kunstner" og "Bedste video".

Katy Perry tager festen med til Royal Arena


ANNONCE