En mand mistede livet i forbindelse med oprydningen efter dette års Roskilde Festival. Nu skal forening betale 74.000 kroner i bøde for ulykken
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til Radio IIII, at foreningen Gaderummet/Regnbuen skal betale 73.800 kroner for at have overtrådt arbejdsmiljølovgivningen, da en mand mistede livet under oprydningen efter dette års Roskilde Festival.
Den 52-årig polske mand mistede livet, da han blev kørt over af en traktor på dyrskuepladsen, som var i gang med at rydde pladsen for forladte festivaltelte. Føreren af traktoren var blevet oplyst, at der ikke var flere mennesker i området, men den 52-årige, som i øvrigt var hjemløs, lå i et af teltene, hvor han altså blev kørt over af traktoren og efterfølgende døde af sine kvæstelser.
Det er foreningen Gaderummet/Regnbuen, som står for oprydningsarbejdet efter festivalen slut med et hold af frivillige og udsatte borgere. Ifølge Sjællandske Nyheder var manden dog ikke en del af oprydningsholdet, men da Gaderummet/Regnbuen havde ansvaret for områdets sikkerhed, udløste ulykken et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, som konkluderede, at sikkerheden ikke var i orden. Foreningen skal betale 73.800 kroner i bøde, og Radio IIII oplyser, at "Kalle Birck-Madsen, leder af Gaderummet/Regnbuen, bekræfter, at foreningen har fået en bøde på 73.800 kroner, og at han selvfølgelig vil betale den".
LÆS OGSÅ: Her er redaktionens fem bud på, hvem der skal åbne Orange Scene