For andet år i træk udgjorde et udsolgt Store Vega rammerne for årets største fejring af den danske jazzscene
I går aftes løb DMA Jazz 2024 af stablen, og for andet år i træk foregik prisshowet og fejringen af den danske jazzscene i et udsolgt Store Vega i København. Aftenens vært Kresten Osgood gik, ifølge en pressemeddelelse, på scenen, efter Bissesvinet havde sat aftenen i gang med en energisk optræden.
Aftenens første priser gik, ifølge meddelelsen, til jazzens yngre generation. Årets Nye Jazznavn blev trommeslager, komponist og sanger Øyunn og bandet Amalie Dahl’s Dafnie vandt prisen Årets Single med nummeret “We Don’t Want Your Stupid War”.
Prisen for Årets Alternative Jazzudgivelse gik til samarbejdet Anxiety Suite mellem Rasmus Holms Quartet og strygerkvartetten Crush String Collective. Pianist Rasmus Sørensen vandt den helt nye pris Årets Musiker for sin præstation på albummet Balancing Act.
Kathrine Windfeld vandt Årets Livenavn og Jazzy Days i Tversted vandt prisen for Årets Scene. P8 Jazz-værter Niels Christian Cederberg og Fredrik Korfix uddelte radiokanalens særpris til Årets Ildsjæl, som blev de unge frivillige fra JazzHaus i Kolding, der har været nomineret flere gange ved DMA Jazz, ifølge pressemeddelelsen.
Jakob Buchanan vandt prisen som Årets Jazzkomponist for sit storværk “Song and Wind”, der er skabt i samarbejde med Aarhus Jazz Orchestra, Københavns Drengekor og Marilyn Mazur.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt uddelte dertil prisen for Årets Jazzudgivelse til aftenens vært, Kresten Osgood for albummet Live at H15 Studio.
Foruden en optræden fra Bissesvinet, fyldte Lis Wessbergs "Yellow Map" også Vegas scene med stemningsfuld trombone-ledt jazz, hvorefter Maria Bertel indtog scenen med samme instrument. Søren Siegumfeldt og Jan zum Vohrde optrådte i en alt-saxofon-duo, og Stefan Pasborg Trio optrådte med en hyldest til den afdøde mestertrommeslager Alex Riel. Dertil dirigerede et, ifølge pressemeddelelsen, "all star lineup" hele salen igennem en fællessang baseret på Edwin Starrs “War”. Melissa Inya lukkede og slukkede aftenen i Store Vega, og hernæst kunne både publikum, nominerede og optrædende bevæge sig ned mod Ideal Bar og opleve Art Roho, som aftenens sidste punktum, ifølge pressemeddelelsen.
Se den samlede liste over vindere til DMA Jazz 2024 nedenfor
LÆS OGSÅ: Dommedag vil oprinde. Bisse giver den som ypperstepræst