Nyhed

Isam B træder for første gang op på ikonisk scene som soloartist

Isam B tager publikum gennem sit hitkatalog i en forening af nutid og datid på Det Kongelige Teater

Isam B tager publikum gennem sit omfattende hitkatalog, med både nye sange og gamle klassikere, når han fredag den 16. maj 2025 gæster Det Kongelige Teaters Gamle Scene i København. 

Læs også: Isam B udgiver musikalsk debatindlæg om internetkrigerne

”Sidst jeg stod på den scene, var i forbindelse med Kronprinsparrets bryllup. Det er med en vis ærefrygt, kærlighed og respekt, at jeg indtager scenen. Det bli'r en kæmpe oplevelse at fremføre mine sange i den kulisse.”


Med sig har han et fuldt band, og publikum kan desuden opleve gæsteoptrædener fra de mange artister, som Isam B i sin lange musikalske karriere har arbejdet med siden skabelsen af Outlandish. Koncerten vil dermed forene Isam Bs musikalske historie med nutiden.

Isam B arbejder lige nu på sit første dansksprogede album siden det første soloalbum Institution (2007). Om dette skrev GAFFAs anmelder dengang: "Det er ikke nogen nyhed, at Isam besidder en meget smuk, fyldig og nuancerig soulstemme, men han er også en udmærket tekstforfatter."

På det kommende album Den Heldigste Mand i Europa, der udkommer den 23. januar 2025, tager Isam B både udgangspunkt i den danske kulturarv med nyfortolkninger af gamle klassikere, men præsenterer også ti helt nye numre, der, ifølge en pressemeddelelse, "sætter fokus på det multikulturelle Danmark og glemte kapitler i vores historie."


Isam B modtog tilbage i september, foreningen for komponister og sangskrivere Autors hæderspris. Motivationstalen til Isam B fra musikskaber og medlem af Autors bestyrelse Rikke Østergaard lød: ”Både omkring og igennem musikken har Isam B stået stærkt i og udtrykt sin kamp for retfærdighed og mangfoldighed. Han er ikke bange for at stikke hænderne dybt ind i hvepsereden og insistere på at tale om nogle af de tungeste emner både historisk og i vores samtid - religion, krig og racisme”.

Billetsalget er i fuld gang, og den 10. januar udkommer singleforløberen “Livet Gik Op”. Billetterne kan findes her.

Stine Bramsen slår sig sammen med Kajsa Vala i nyt projekt


ANNONCE