Nyhed

Katinka går solo

Katinka Band har netop færdiggjort deres sidste turné - nu fortsætter Katinka rejsen alene

Tidligere i år udgav Katinka Band deres seneste album, Vi lader bare som om. Kun få uger efter meddelte de så, at den, dengang, kommende turné ville blive bandets sidste. Turnéen er nu færdig, og bandet er klar til at gå hver til sit. For forsanger Katinka starter det nye eventyr allerede nu.

Musikeren starter nemlig soloprojektet ud allerede i begyndelsen af det nye år, når hun inviterer til en særlig koncertrække, bestående af seks koncerter, på Revolver i København. Med musikere i ryggen vil hun hver aften spille nyfortolkninger af sange fra det 12-årige bagkatalog, hun efterhånden har bygget op. Derudover vil gæsterne nyde godt af helt nye sange, der markerer starten på sangerens solokarriere. Katinka er dog langt fra alene, da hun hver aften får besøg af forskellige musikalske gæster.

Om sit soloprojekt og de kommende koncerter fortæller Katinka i en pressemeddelelse: "Jeg har længe drømt om at skabe et intimt rum, hvor publikum virkelig kan træde ind i sangene – især ordene – så de næsten kan smage dem. Jeg vil åbne op for mine tekster, da de er selve rygraden i min sangskrivning. Det er vildt at gå solo efter 10 år i et band, både skræmmende og spændende, og jeg vil gerne have, at publikum kan mærke, at det nu er mig – helt tæt på. Det bliver både fantastisk og angstprovokerende at spille helt nye sange for et publikum, før de overhovedet er ude i verden. 


Katinka debuterede med Katinka Band i 2014, og kun et år efter kunne gruppen kalde sig vindere af P3s Karrierekanonen 2015. Gruppen nåede at udgive hele fire album, det første Vi er ikke kønne nok til at danse fra 2017, der fik hele fem stjerner fra GAFFAs anmelder, der skrev: "Der er så ufattelig meget krop i Katinkas sange, at man kun kan blive væltet omkuld. Og det er faktisk på tide, at en yngre kunstner på den måde rusker op i former og formler. Ja, Katinka er en af fornyerne på den danske musikscene."

Gruppen afsluttede karrieren med det sidste album Vi lader bare som om, som de tog med på deres afskedsturné. GAFFA var forbi, da gruppen gæstede Magasinet i Odense, og uddelte ligeledes fem stjerner med ordene: "Man kan da godt sidde her som mandagstræner på en søndag og godte sig over, at vi i denne nation havde det her fantastiske band. En konstellation, der har gjort tingene på deres egen facon og forvandlet koks og kul til diamanter. Men det er sådan set også det eneste, der varer for evigt. Alt godt kommer til en ende."

Det er altså med en masse succes i baggagen, at Katinka nu drager afsted på sit eget eventyr, og dette starter allerede den 13. marts 2025, når hun indtager Revolver i København - denne gang i eget navn. Er man forhindre den 13. kan man også opleve sangeren den. 14, 15, 17, 18. og 19. marts. 


Forever Festival tilføjer stort svensk navn til plakaten

ANNONCE