Regeringens genfremsættelse af den omdiskuterede kunstnermoms bliver nu udskudt
Da daværende skatteminister Morten Bødskov (S) fremsatte et lovforslag i 2021, som ville påbyde kunstnere at betale moms, når de modtager rettighedsmidler for deres værker, skabte det stor debat fra landets kunstnere, der dengang frygtede, at en sådan lovændring vil ramme deres levebrød med uoverskuelige konsekvenser.
Da skatteminister Rasmus Stoklund (S) den 6. november 2024 genfremsatte et lovforslag om at indføre kunstnermoms, som vil påbyde kunstnere at betale moms, når de modtager rettighedsmidler for deres værker, skabte det stor debat i musikbranchen. Koda kaldte forløbet for "rystende", og Dansk Musiker Forbund fortalte til GAFFA, at genindførelsen lugtede af "arrogance", da lovændringen ikke skulle forbi en høring.
Skatteministeren foreslog, at lovændringen bør træde i kraft allerede fra den 1. januar 2025, men kritiske røster fra kulturbranchen råbte vagt i gevær og argumenterede for, at den korte tidsfrist vil have store konsekvenser for branchen. Det skete blandt andet i et fælles debatindlæg fra Koda, Musikforelæggerne og 10 andre virksomheder og organisationer fra erhvervs- og kulturlivet, som blev bragt i Altinget den 21. november:
"Lovforslaget betyder, at it-systemer skal ændres, der skal etableres administrative procedurer i virksomhederne og kunstnerorganisationer, ligesom prisstigninger skal varsles over for forskellige kundegrupper".
Noget tyder på, at kritikken har båret frugt. Regeringen udskyder nemlig lovændringen et halvt år til den 1. juli 2025. Det skriver Jan E. Jørgensen (V) på X:
Nyhed: Da FT 1. behandlede afskaffelsen af momsfritagelsen for kunst, sagde jeg, at det ikke ville være anstændigt at gennemføre ændringen allerede ved årsskiftet. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har fået udskudt ikrafttrædelsen til 1/7. #dkpol
— Jan E. Jørgensen (@JanEJoergensen) December 2, 2024
Koda udtaler dog til Kulturmonitor, at den nye tidsfrist ikke er lang nok for branchen:
"Realiteten er, at en ikrafttrædelse 1. juli 2025 ikke er nok. For eksempel skal IT-systemer på grund af den nye bogføringslov ændres pr. 1. januar 2026", udtaler Kodas direktør Gorm Arrildsen til mediet og tilføjer: "stod det til Koda, drøftede vi slet ikke ikrafttrædelse. Stod det til Koda var der slet ikke et lovforslag".
Undervejs i forløbet har flere kritikere nemlig sat spørgsmålstegn til, hvorfor skatteministeren vil genfremsætte lovforslaget, da det vurderes af flere, at der ikke er noget juridisk, som forpligter Danmark til at indføre en sådan lov.
Lovforslaget blev fremsat for første gang i 2021 af den daværende skatteminister Morten Bødskov (S). Lovforslaget blev den 22. juni 2022 dog nedstemt i Folketinget, efter en advokatredegørelse fra Gorissen Federspiel slog fast, at momsen ikke er nødvendig for at leve op til Danmarks EU-forpligtelser, og EU-kommissionen afviste efterfølgende lovforslaget baseret på selvsamme vurdering.
GAFFA var i kontakt med Skatteministeriet i forbindelse med Rasmus Stokholms genfremsættelse af lovændringen, hvor redaktionen spurgte, hvorfor kunstnermomsen bliver genfremsat, når både advokatredegørelser og EU-kommissionen konkluderede, at momsen ikke var nødvendig at indføre.
Skatteminister Rasmus Stokholm svarede efterfølgende skriftligt på spørgsmålet, hvori han fastholdt EU-argumentet:
”Det lovforslag, jeg nu har været nødsaget til at fremsætte, er nødvendigt for, at Danmark overholder EU-retten, som vi er forpligtet til. Det er både Skatteministeriets og Justitsministeriets vurdering, at det er nødvendigt at ændre den nuværende retstilstand for at overholde EU-retten. Der har været en meget lang og grundig proces med at afklare behovet for at ændre den nuværende retstilstand.”
Skatteministeren fastholder i dag sine bevæggrunde i et skriftligt svar til Kulturmonitor:
"Vi har fremsat lovforslaget, fordi vi skal overholde EU-retten. Men det er klart, at vi lytter til aktørerne, og der er et ønske om at få mere tid, inden reglerne træder i kraft. Derfor har vi nu valgt at udskyde tidspunktet for, hvornår de nye regler får virkning, så branchen får cirka et halvt år til at omstille sig."
LÆS OGSÅ: Her er danskernes foretrukne svindelmetode, når der skal høres piratkopieret musik