Nyhed

Warren Ellis besøger dansk filmfestival

Den legendariske musiker Warren Ellis præsenterer nyt projekt i Danmark

Filmfestivalen CPH:DOX vil den 19. til den 30. marts 2025 fylde København med mere end 200 film, talks, debatter og kunstudstillinger, når de hylder dokumentarfilmen. Den danske filmfestival er, med mere end 20 år bag sig, blevet en populær destination for internationale stjerner, der besøger festivalen. Denne gang er ingen undtagelse. CPH:DOX kan nemlig melde ud, at den ikoniske multiinstrumentalist Warren Ellis gæster festivalen i 2025.

Læs også: GAFFA KÅRER: Her er årets bedste udenlandske singler

Warren Ellis er lige nu aktuel med dokumentarfilmen Ellis Park, hvor han, i selskab med dyreaktivisten Femke den Haas, har han skabt et dyrereservat dybt inde i Sumatras jungle, hvor de redder og hjælper mishandlede dyr. 


Ifølge en pressemeddelelse, vil Warren Ellis, den 26. marts, gæste Bremen Teater og deltage i en samtale om filmens tematikker og herefter give en eksklusiv minikoncert med sin faste makker, violinen. Adam Thorsmark, musikansvarlig på CPH:DOX, fortæller i pressemeddelelsen om Warren Ellis:

”Det er kun 2 måneder siden, jeg sad og var helt fortryllet af Warren Ellis til den ene af Nick Cave & The Bad Seeds koncerter i Royal Arena. Synes man, at Nick Cave over de sidste album aldrig har lydt bedre, kan man lige så godt takke Warren Ellis, som er blevet hans faste skrivemakker. Samtidig har han et hjerte af guld, når det gælder omsorg for vores venner i dyreriget, og det glæder vi os til at præsentere med filmen Ellis Park og hans tilstedeværelse i Bremen Teaters intime rammer.” 

På den musikalske front er Warren Ellis en stjernespiller, som medlem af bandet The Dirty Three, samt som fast samarbejdspartner for den legendariske musiker Nick Cave. Senest stod de to venner bag soundtracket til den nye film om den afdøde, engelske sanger Amy Winehouse, kaldet Back To Black. Derudover står de også bag soundtracket til film og serier som Netflixserien Dahmer, Netflixfilmen Blonde og den franske film La Panthere Des Neiges.


Når CPH:DOX løber af stablen den 19. til 30. marts 2025, vil den introducere gæsterne for dokumentarfilm fra ind- og udland og belyse nogle af samtidens mest kontroversielle og presserende emner. Det fulde program offentliggøres den 26. februar 2025.

Alan Sparhawk konfronterer sorgen med et vemodigt gensyn i Vega

ANNONCE