Nyhed

Blackpink-medlem får skuespillerdebut i hypet HBO-serie

K-popstjernen slutter sig til castet på tredje sæson af en af streamingtjenestens helt store succeser de sidste par år

Gruppen Blackpink er mest kendt for at levere k-pop musik på internationalt plan, men nu skal en af gruppens sangerinder slutte sig til castet på tredje sæson af The White Lotus. Det skriver mediet Variety.

Lalisa Manobal slutter sig til Parker Posey, Jason Isaacs, Leslie Bibb, Michelle Monaghan, Aimee Lou Wood og mange flere skuespillere, som skal være med i den nye sæson instrueret af Mike White. Det er dog endnu uvist hvilken rolle Lisa, som hun bliver kaldt i Blackpink, får.

Der er heller ingen udmeldinger om, hvad denne sæson kommer til at handle om. Produktionen er sat til at begynde senere denne måned, og skal filmes ved Koh Samui, Phuket og Bangkok, Thailand.


Der bliver tale om Lisas debut som skuespiller, når sæson tre løber over skærmen. Hun er dog ikke det første medlem af Blackpink, der starter en skuespillerkarriere. Jennie fra Blackpink tog nemlig hul på en skuespillerkarriere med en rolle i The Weeknds serie The Idol sidste år.

Blackpink er ikke bare store i Korea, men også i den store verden. De er blandt andet udnævnt som æresmedlemmer af den britiske orden Order of the British Empire. Hædersbevisningen blev tildelt gruppen af Kong Charles 3. af Storbritannien.

Sidste gang gruppen besøgte Danmark var ikke på statsbesøg, men derimod koncertbesøg - hvilket i nogens øjne kan være mindst lige så vigtigt. Her spillede de nemlig en udsolgt koncert i Royal Arena. Billetterne til koncerten blev udsolgt på 20 minutter


Ifølge GAFFAs anmelder var det en fornøjelse at have dem på besøg, og hun kvitterede med en femstjernet anmeldelse.

Endnu et Blackpink-medlem søsætter solokarriere

ANNONCE