Nyhed

MAGISK ÆSKE: Tinderbox 2024 klar med elektroniske navne

Tinderbox har offentliggjort en stribe navne til festivalens elektroniske scene Magicbox

De foreløbige offentliggørelser af navne til sommerens Tinderbox-festival har blandt andet budt på Avril Lavigne, David Guetta og Ukendt Kunstner. Nu føjer arrangørerne så en række navne til den elektroniske del af festivalprogrammet - herunder Alan Walker, Bennett og Meduza.

”Det helt store scoop på Magicbox i år er selvfølgelig Dimitri Vegas & Like Mike, som lige nu brager derudad med deres remix af Didos ”Thank You”, som blev udgivet i december sidste år og allerede snart har rundet 50 millioner streams på Spotify,” udtaler booker Peter Kjær om årets program, i en pressemeddelelse, og fortsætter:

”Generelt er årets Magicbox-program især bygget op omkring nye artister, som i 2023 gik viralt med store hits blandet med etablerede artister såsom Nicky Romero, Meduza og Claptone. Lyden – eller genren – i 2024 bliver en rigtig god blanding af lidt mindre EDM og lidt mere techno, end vi tidligere har præsenteret.”


Den norske dj og musikproducer Alan Walker startede sin karriere tilbage i 2015, da han udgav singlen ”Faded”. Singlen har i skrivende stund næsten to milliarder streams på Spotify. Hans debutalbum Different World, fik af GAFFA seks stjerner.

”Der er ingen oplagte nye kæmpehits blandt de nye numre. Men standarden er høj, og når de samtidigt efterfølges af en tsunami af seks af de stærkeste numre blandt de seneste tre års musikudgivelser, så kan det ikke resultere i andet end seks stjerner herfra,” hed det blandt andet i anmeldelsen. I hans karriere har han arbejdet med artister som Bruno Mars, Coldplay og Miley Cyrus.

En af Alan Walkers kollegaer er den tyske DJ Bennett, som kommer til at åbne Magicbox om torsdagen. Bennetts gennembrud kom efter hans techno-remix af den franske korsang ”Vois Sur Ton Chemin” fra filmen Les Choristes.


Og DJ Bennett er ikke eneste tyske indslag på Magic Box. Duoen Fast Boy udgav i januar deres seneste single ”All My Life”, som er lavet i samarbejde med Tiësto. Derudover har de også udgivet sangen ”Bad Memories” som er lavet sammen med den italienske musikgruppe Meduza, som også er en del af Tinderboxs line-up.

Udover internationale navne får Magicbox også besøg af flere danske navne. Disse er blandt andet Hedegaard, Bless You og TooManyLeftHands. Tinderbox har endnu ikke offentliggjort hele årets program, så man må vente i spænding til de næste offentliggørelser.

Tinderbox løber af stablen den 27.-29. juni, og billetsalget er i gang. Festivalen oplyser, at prisen på billetterne stiger mandag den 4. marts.


Det foreløbige lineup til Magicbox 2024 (nye navne markeret med fed) er: 

Alan Walker (NO)
Bennett (DE) 
Bless You
Bunt. (DE)
Claptone (DE)
Dimitri Vegas & Like Mike (GR)
Fast Boy (DE)
Hedegaard
Joris Voorn (NL)
Marten Hørger (DE)
Mau P (NL)
Meduza (IT)
Miss Monique (UA)
Nicky Romero (NL)
Moojo (FR)
Sam Feldt (NL)
TooManyLeftHands

 

TINDERBOX 2024: Den fynske festival smider endnu et par trumfer

ANNONCE