Ny festival vil genoplive traditionen for store koncerter i den mondæne forstad nord for København
Gentofte har gennem årene haft besøg af adskillige verdensstjerner. Gentofte Sportspark har således dannet ramme omkoncerter med blandt andet Michael Jackson, U2, Prince, Pink Floyd, Guns n' Roses, AC/DC og Rammstein.
Og nu skal Gentofte tilbage på det musikalske Danmarkskort. I al fald hvis det står til Ronaldo Mora, som er idémanden bag den nye endagsfestival med det mundrette navn Musik i Gentofte.
”Denne stolte koncerttradition har vi længe ønsket at genoplive,” udtaler Mora i en pressemeddelelse med henvisning til den lange tradition for store koncerter i den nordkøbenhavnske forstad.
Festivalen vil finde sted i netop Gentofte Sportspark, og det er planen, at det skal blive en årligt tilbagevendende begivenhed. Arrangørerne er allerede klar med de første navne til sommerens festival, som finder sted den 27. juli.
Publikum kan således glæde sig til at opleve fire folkekære navne - nemlig fyrre-års-jubilarerne D-A-D, Medina, Jonah Blacksmith samt Andreas Odbjerg, som lige om lidt udgiver opfølgeren til forrige års hitalbum Hjem fra fabrikken.
”Efter to et halvt års planlægning er vi endelig nået i mål og kan langt om længe bære den fakkel videre, som ikke har været tændt siden 2005, da mægtige Rammstein næsten brændte det gamle stadion ned til grunden” udtaler festivalchefen Michael Schäbethal, og tilføjer:
”Det er vores ønske at revitalisere vores kommune som den kulturinstitution, den engang var, og give borgerne i Gentofte (og resten af regionen) en kæmpe fest i deres egen baghave.”
Billetsalget til Musik i Gentofte er allerede gået i gang lige her.
ALTING GLØDER: Her er forsidehistorien med D-A-D fra '00