Nyhed

WINTER PRIDE: "Man kan roligt sige, at det ikke er gået, som vi havde ønsket"

Copenhagen Pride skriver på deres sociale medier, at man er kede af, at organisationen har været for lang tid om at udtrykke deres holdning til krigen i Gaza

Copenhagen Winter Pride løber disse dage af stablen med et tætpakket program bestående af adskillige talks, debatter, filmfremvisninger, sociale arrangementer og livemusik fra Asbjørn, Dayyani og Camma. Den tiende vinterudgave af LGBTQIA+-fejringen er næsten halvvejs gennem programmet, men i går udsendte hovedorganisationen og arrangøren Copenhagen Pride en udtalelse, hvori man undskyldte manglende kommunikation om den krig, som lige nu udspiller sig i Gaza. 

"Uanset om man har deltaget i Winter Pride-arrangementer eller har boykottet eller protesteret mod dem, vil man dele bekymringerne. Og vi er kede af, at vi var længere tid om at udtale os om vores holdning, end nogle i vores miljø forventede af os. Vi kunne have handlet hurtigere, og vi kunne have lyttet mere til vores community", skriver Copenhagen Pride i et opslag på Facebook. 

Det er blandt andet kritik om organisationens valg af samarbejdspartnere, som har ført til udtalelsen, der altså blev offentliggjort i går. Her skriver Copenhagen Pride, at man kommer til at stille spørgsmål om interesser i krigen til alle partnere i 2024. 


"Vi har endnu ikke annonceret nogen partnere for 2024. Sidste års partnerskaber er lige nu ved at blive genforhandlet for 2024, og vi er i gang med at stille spørgsmål til alle vores kommercielle partnere om deres interesser og aktiviteter i Israel og Palæstina. Midler, som partnere har bidraget med før august 2023, er allerede blevet brugt på vores arrangementer sidste sommer og kan ikke tilbagebetales", skriver Copenhagen Priden, som afslutter opslaget med, at de partnere, som ikke kan komme med tilfredsstillende svar til organisationens bekymringer og spørgsmål, heller ikke kommer til at være partnere i 2024.

Se hele opslaget nedenfor.


LÆS OGSÅ: SABA DELTAGER I EUROVISION: Jeg har besluttet mig for at tage til Malmø, fordi jeg mener, at min repræsentation er vigtig

ANNONCE