Nyhed

Stort amerikansk musikmedie fusionerer med kulturmagasin til mænd

Det anerkendte musikmedie Pitchfork bliver fusioneret med det historiske herremagasin GQ

I en email til de berørte ansatte meddelte udgiveren bag Pitchfork og GQ i går, at de to medier skal fusioneres. Det betyder samtidig en afskedigelse af markante nøglefigurer såsom chefredaktør for Pitchfork Puja Patel. Det skriver BBC. Pitchfork blev grundlagt som et digitalt musikmedie i 1996 af Ryan Schreiber, og ejes i dag af den globale massemedievirksomhed Condé Nast, som også ejer GQ. 

I emailen - som blev sendt til de ansatte - bliver det tydeliggjort, at det er Pitchfork, som bliver slugt af GQ, og at det derfor er de ansatte hos førstnævnte medie, der rammes af afskedigelser. De to fagforeninger bag Pitchfork - The NewsGuild of New York og The Pitchfork Union - retter skarp kritik mod beslutningen, og siger, at de "kategorisk fordømmer" beslutningen ifølge BBC. 

"Rapporterne, redaktørerne, producerne, researcherne og alle de personer, som har skabt prisvindende musikjournalistik for Pitchfork, fortjener bedre end at blive behandlet som engangsdele," siger formand for fagforeningen The NewsGuild of New York, Susan DeCarava i en presseudtalelse.


Herremagasinet GQ dækker brede kulturområder såsom mode, livstil og sport, og blev grundlagt i 1931 under navnet Apperal Arts indtil det i 1957 skiftede navn til Gentleman's Quarterly, som senere blev til GQ. I dag ledes magasinets redaktionelle linje af chefredaktør Will Welch.

I skrivende stund er det endnu usikkert, hvordan de resterende Pitchfork ansatte skal indgå i staben hos GQ, og om herremagasinet udnytter lejligheden til at udvide deres kulturdækning til også at omfatte musikjournalistik. 

LÆS OGSÅ: Her er de mest populære album fra 2023 - men en ting er helt skæv


 

ANNONCE