Nyhed

NEDSMELTNING: Corey Taylor aflyser turné med henvisning til sit mentale helbred

"Jeg var nået til et sted, som var usundt for både mig og min familie"

Tilbage i september udgav den efterhånden 50-årige Slipknot-frontmand Corey Taylor soloalbummet CMF2 - og i år skulle han så have været på soloturné i kølvandet på udgivelsen. Nu har Taylor imidlertid meddelt via sin Instagram-konto, at han aflyser hele turnéen på grund af problemer med såvel sit mentale som fysiske helbred. 

"Over de seneste måneder er min psykiske og fysiske helbred brudt sammen, og jeg nåede til et sted, som var usundt for både mig og min familie," skriver Taylor og uddyber: 

"Jeg ved, at denne beslutning vil komme som et chok for nogen, og blive upopulær hos andre - men efter at have kigget grundigt på, hvor jeg befinder mig og hvor jeg var på vej hen, har jeg brug for at trække mig tilbage og blive hjemme hos min familie på nuværende tidspunkt. Jer, som har købt billetter og VIP-pakker til de kommende koncerter, vil få jeres penge refunderet," lyder det fra Taylor. 


Du kan se hele hans opslag under artiklen. Det er kun et halvt år tid siden, Corey Taylor stod på scenen på Copenhell i front for Slipknot, som han har været medlem af siden 1997.
I løbet af 2023 mistede Slipknot hele to medlemmer. I juni meddelte Slipknot, at keyboardspilleren Craig Jones forlod bandet - og mindre end et halvt år senere offentliggjorde de så, at også trommeslageren Jay Weinberg var fortid i Slipknot.
ANNONCE