Nyhed

Halvårets 20 bedste internationale album – ifølge GAFFAs anmeldere

Få et overblik over de bedste internationale udgivelser fra første halvdel af 2024 på tværs af genrer.

GAFFAs anmeldere har haft travlt. I år har de lyttet til alt fra jazz og metal til punk og hiphop fra både veteraner og debutanter, og blandt dem fandt anmelderne en række perler. Her er din guide til de 20 bedste internationale udgivelser fra det første halve år af 2024. Du kan læse de fulde anmeldelser ved at klikke på albumnavnet.

The Smile – Wall of Eyes: “Hvad kan The Smile ikke blive til?” – 6 stjerner

”Hvor The Smile i første omgang kunne være en fodnote i historien om Radiohead, formår bandet med Wall of Eyes at definere deres egen fortælling og tilføje til den udvikling, som musikere af betydning bør skabe. Philip Selway (trommeslager i Radiohead, red.) har godt nok sagt, at Radiohead formentlig giver ny lyd fra sig igen i nær fremtid. Men med udgivelsen af Wall of Eyes går min primære nysgerrighed på, hvad The Smile ikke kan blive til”.


The League of Extraordinary Gentlemen – Make Music Great Again: “Verden har brug for gangsta electro clash” – 6 stjerner

“Den indre kamp mellem den menneskelige natur og den overvældende allestedsnærværende maskine kan ikke præsenteres mere rent end her. At et ihærdigt breakbeat ubemærket kan krænge sig ind midt i nummeret er blot ekstra krymmel til det imponerende overskud og overblik, Muschinsky lader til at have haft i samarbejdet (med rapperen NOTE, red.), der har været under opsejlning siden 2015. Simon Muschinsky må hellere end gerne fortsætte med sin fabelagtige såkaldte gangsta electro clash”.

Charli XCX – Brat: ”Dans eller jeg visner!” – 5 stjerner


”Det er meningsløst at fremhæve højdepunkter, når den ene udfarende banger bider den anden i halen, men lad os starte med de to singler, ”360” og ”Von Dutch”. ”360” åbner ballet og blander varme klangflader med et enormt melodiøst forløb, der ironiserer samtidens fokus på technicolor-livet online, mens ”Von Dutch” er en fuldstændig fabelagtig retroknytnæve i lysken med speedbeats, forvrængede vokaler og bistikkende synthbas. Begge singler er værdige på enhver kritikers årsliste”.

Idles – Tangk:  ”Idles giver ingen fucks og lægger ingen fingre imellem” – 5 stjerner

”Det lyder drevent og uundgåeligt. Som et band, der må skabe eller gå til grunde. Ingen middelvej. Så energien summer stadig hos Idles, 15 år efter de blev dannet som band, men på Tangk med færre målrettede aggressioner og mindre vrede. Stadig uforløst og søgende, spillet med følelserne uden på tøjet og med en stor kærlighed til musikken og ikke mindst publikum”.


Steve Hackett – The Circus and the Nightwhale: “Forfriskende prog fra inspireret veteran” – 5 stjerner

“I typisk 1970’er-stil er der tale om et koncept-album, som samtidig er selvbiografisk. (…) I det hele taget er det gennemproduceret overskud på alle hylder, hvor Steve Hackett sågar har købt en version af Brian Mays spade og på ”Wherever You Are” indtager rum, hvor man næsten forventer, at Mr. Mercury genopstod for et øjeblik. Denne signatur lever i en verden, hvor guitarsoli ikke er et bandeord. Og med den indstilling er Steve Hacketts nye album en fabelagtig rejse hjem til 1970’erne med armbevægelser, der tegner hele rejsen”.

Kim Gordon – The Collective: ”Rockens mest sexede vokal er massivt besættende på sit andet soloudspil” – 5 stjerner

”Kim Gordon fremkalder på det meste af albummet et snigende ubehag, der heldigvis er mere dragende end frastødende. ”Psychedelic Orgasm”, ”Shelf Warmer” og ”Dream Dollar” besidder de mest beskidte beats i mands minde, hvor distortede guitardroner, tunge bashooks og trommeloops slår som piskesmæld og bruger hiphoppens mest beskidte kunstgreb som katalysator. Kim Gordon har selv udtalt, at hun var villig til at fejle på sit kommende album til fordel for kunsten. Det gør hun på ingen måde, også selv om The Collective ikke er et album for alle. I stedet viser den ikoniske musiker, at hun er en musikalsk trendsætter uden begrænsninger”.

Billie Eilish – Hit Me Hard and Soft: ”Når musikken gør, at du glemmer at trække vejret” – 5 stjerner

”Nummeret ”L’Amour de Ma Vie” sætter mig som lytter på en gadecafe i Paris, og jeg lukker øjnene til noget, der kunne være La La Lands soundtrack. Det er simpelt, organisk og smagfuldt. (…) Det slutter med en børneversion af Billie Eilishs stemme. Dette stykke bliver brugt som et sample og bryder ud i et temposkift og noget, der kunne være et Charlie XCX-nummer. En iørefaldende synth-melodi og en ekstremt autotunet Billie Eilish kommer frem. Jeg jubler af glæde, ligesom da hun udgav Happier Than Ever. For overraskelser og kontraster er jo indbegrebet af Billie Eilish”.

Bonny Light Horseman – Keep Me on Your Mind/See You Free: “Noget så sjældent som et dobbeltalbum, der kan tale at være det” – 5 stjerner

”Afslutningsvis vil jeg gentage, at jeg ellers ikke er fan af lange album. 10 numre er normalt alt rigeligt, men det er ikke et problem her, for der er ingen lavpunkter. Derfor er det faktisk også svært at fremhæve nogle sange frem for andre. Skal jeg forsøge, bliver det: Start med førnævnte ”When I Was Younger” og gå videre til den smukke nøgne hymne ”Keep Me on Your Mind”.

Polar Son – Wax/Wane: ”Dredg? Radiohead? Muse? Nej, Polar Son!” – 5 stjerner 

“"Wax" er albummets bedste komposition, der starter dystopisk og nærmest minder om moderne Royal Blood, bare bedre. Dette nummer varsler finalen, som byder på endnu et højdepunkt på denne debut med "End up the Same". Sidst, men ikke mindst bruger "Wane" hele det britisk-musikalske spektrum. (…) Det er ikke kun Dredg-fans, der bestemt bør lytte til dette, men musik- og rock-fans i det hele taget”.

The Last Dinner Party – Prelude to Ecstasy: “Britiske indie-debutanter mere end lever op til hypen” – 5 stjerner

”Genremæssigt er de svære at sætte i en boks, fordi gruppen plukker friskt fra mange forskellige retninger. Resultatet lander et sted mellem indierock og barokpop, forstærket af den nerve, som live-instrumenterne giver. Den gotiske og romantiske æstetik låner tydeligt fra Florence Welchs magiske realisme, men det er primært den teatralske levering, der gør musikken så elektrisk. Formmæssigt holder sangene sig til den samme, men effektive, formel, og omkvædene sidder fast allerede efter første lyt”.

Adrianne Lenker – Bright Future: ”Dybt personligt og kreativt løssluppent album fra Big Thief-frontkvinde” – 5 stjerner

”Hvis musikåret 2024 har skullet bruge et par måneder på for alvor at komme i gang, har Adrianne Lenker udsendt den første alvorlige kandidat til årets bedste plade. (…) et nummer som ”Vampire Empire” fremstår nærmest demo-rå med skrattende vokal og skramlende guitar. Det virker igen som en pointe for Lenker at nedfælde musikken i netop det øjeblik, den bliver til. En række spontane øjeblikke, som kombinerer personlige minder og musikalsk frihed”.

Taylor Swift – The Tortured Poets Department: “Alle mine venner lugter enten af pot eller spædbørn” – 5 stjerner

””Who's Afraid of Little Old Me?”, førnævnte ”Florida” og ”Fresh Out the Slammer” er blot et par løsrevne vidnesbyrd om, at Swift har begået endnu et imponerende – og imponerende helstøbt – popalbum. Og nej, det er hverken Patti Smith eller Dylan Thomas. Men til gengæld umiskendeligt Taylor Swift, hvilket dybest set er en større præstation”.

The Vaccines – Pick-Up Full of Pink Carnations: “Skilsmisse er pissefedt” – 5 stjerner

“Så hvordan hænger det sammen, når The Vaccines synger om ondsindet hjertesorg i "Heartbreak Kid" til godartet partybeat-musik? For det første: fantastisk. For det andet: Det sker med bevidstheden om, at enhver kærlighed er elskelig – også den mislykkede, når man ser tilbage. Lev, elsk, dans! Den næste potentielle hjerteknusende kandidat er kun en dansegulvflirt væk med Pick-Up Full of Pink Carnations”.

Beatsteaks – Please: ”Tysk band har lavet årets sommerplade” – 5 stjerner 

”Beatsteaks har fået gavn af syv års pause. Bandet lyder i den grad modent og veltilpas. Det her album er virkelig gennemført på alle parametre. "The Lunatics (Have Taken over the Asylum)" leger med andre lydbilleder, inden "Why - Because" igen fanger os med solid rock med sit særlige Beatsteaks-agtige præg. "Magic Feel" og særligt "Tonight" afslutter dette mindeværdige album, hvor band og forsanger brillerer”.

St. Vincent – All Born Screaming: “Postmoderne skrig i uforlignelig smeltedigel” – 5 stjerner

”For første gang siden karrierens start – og for første gang i et godt stykke tid – virker det som om, at Clark er færdig med at dekonstruere og er klar til at rekonstruere. Clark har undersøgt sin musikalske baggrund – nu er hun klar til at definere sig selv. Og det skal jeg den onde lyneme love for, at hun gør! For All Born Screaming besidder ikke samme genrelegende wink-wink, som de to forrige album gør, selvom både rock, industrial, prog og elektronik mødes i en unik mos. Men det her er St. Vincents mest udfarende, intense og interessante, siden det selvbetitlede fjerde album fra 2014”.

Tems – Born in the Wild: “Fed metervare med unik stemme” – 5 stjerner

“Og Tems har altså begået et album af den slags, der ikke lader dig i ro, ikke mindst på grund af hendes lækre stemme og sangforedrag på en form for broken English, som passer formidabelt til de ret simpelt orkestrerede sange. Born in the Wild lykkes med at skabe et værk, der emmer af identitet, båret af en sangerinde med ægthed og personlighed og med sange, der bare ikke lader dig i fred”.

MGMT – Loss of Life: ”MGMT demonstrerer fortsat stor musikalsk sans og relevans på femte album – med markant gæst” – 5 stjerner

”Albummet indledes af et højstemt walisisk digt fra det 6. århundrede på ”Loss of Life (part 2)”, hvor teksten manipuleres til ukendelighed ovenpå et quirky og syret synth-stykke. Denne tydelige kontrast er et gennemgående stilgreb, som momentvis udfoldes på albummet (…) Loss of Life er et stærkt og fængslende udspil med et væld af musikalske højdepunkter og et selvransagende tekstunivers, der berører tidstypiske emner som natur og overforbrug”.

Orchestral Manoeuvres in the Dark – Bauhaus Staircase: “Det nørdede møder ørehængere hos synthpop-veteranerne” – 5 stjerner

Bauhaus Staircase er på mange måder helt klassisk OMD i den forstand, at gruppen gør det, den velsagtens altid har gjort bedst og som velsagtens også kan kaldes for dens varemærke, nemlig fusionen af det lidt nørdede og aparte med det ørehængende og effektive. Derfor klemmer jeg mig op på fem stjerner til et projekt, som stadig en hel del år inde i karrieren ikke alene gider skabe ny musik, men som også gør det godt”.

Beth Gibbons – Lives Outgrown: ”Når brugt liv og tabte håb bliver til dragende musik” – 5 stjerner

”Selv om Beth Gibbons runder de 60 år til januar, er dette sangerens første egentlige udspil i eget navn. Til gengæld er det også et sjældent formfuldendt af slagsen, hvor trådene fra Portishead samt 2002-projektet Out of Season med Paul Webb nok berøres ind imellem, men hvor Gibbons først og fremmest skaber sit helt eget univers i både ord og lyd. (…) Sange, hvor Gibbons' stærke våben, den let dirrende, smukke stemme, trækker lytteren helt ind i musikken, så man rammes endnu dybere end før af hendes ord og følelser. Jo, det er mørkt, men man er aldrig i tvivl om væsentligheden”.

Katy Kirby – Blue Rasberry: ”Katy Kirby leverer en bragende god toer” – 5 stjerner

”Overordnet set er jeg dog med på det hele, fordi det bare lyder så brandgodt, og melodierne og intimiteten i udtrykket i den grad tiltrækker mig. Bandet spiller overdrevent smagfuldt, og både produktionen og det orkestrale rum om sangene er så vellykkede, at Blue Raspberry er et af de sjældne album, hvor jeg tænker, sådan et album vil jeg oooos’ lave”.

Læs resten af GAFFAs albumanmeldelser fra 2024 her.

 

ANNONCE