Nyhed

Roskilde Festival hæver prisen på en partoutbillet i 2025

I et skriftligt svar til BT fortæller festivalen, at de er nødt til at følge prisudviklingen

Da Roskilde Festival 2024 løb af stablen, kostede en partoutbillet 2.400 kroner plus et gebyr. Det er en pris, som festivalen i et skriftligt svar til BT påpeger, at de har haft i ”flere år”. I det skriftlige svar fortæller de også, at de i 2025 er nødt til at hæve prisen grundet en forventning om ”stigende priser”. Da partoutbilletter til Roskilde Festival 2025 for nylig gik i forsalg, var det altså til en samlet pris på 2.520 kroner plus gebyr.

”Vi er nødt til at følge med den prisudvikling, vi forventer som følge af stigende priser. Derfor er ændringen heller ikke noget, der gør, at vi får ekstra penge at bruge, da de ting, vi selv køber ind for at lave festival, også stiger i pris”, forklarer de til BT.

Festivalen understreger også, at billetprisen er sat ”med henblik på at holde den så lav som muligt for at sikre, at festivalen er tilgængelig for vores unge deltagere”.


Som BT påpeger, så giver en partoutbillet til Roskilde Festival dig adgang til fire dage med upcoming-musik (’First Days’) og herefter yderligere fire dage med cirka 200 musiksavne. Her skal du til sammenligning give næsten 1000 kroner mere (3.495 kroner) for en partoutbillet til Smukfest, hvor der er cirka 160 musiknavne. Desuden kan man tilføje til BT’s sammenligning, at Smukfest fortrinsvis fokuserer på dansk musik. Tinderbox i Odense, der spænder over tre dage, har også sat 2025-billetterne til salg, og de koster nu 2.195 kroner.

LÆS OGSÅ: Smukfest 2024 - så er spilleplanen klar

 


ANNONCE