Nyhed

Sådan har vi anmeldt Bruce Springsteen gennem de sidste 20 år

GAFFA har siden 2003 flere gange oplevet Bruce Springsteen and The E Street Band i både ind- og udland og naturligvis også på Orange Scene i 2012. Sådan har stjernerne fordelt sig gennem de sidste 20 år.

Parken, 11.07.23: ”Rekviem for rockritualet” – 4 stjerner

”Hovedpersonerne selv leverede, selvfølgelig, det har de altid gjort. Det højtidelige øjeblik, hvor legenden og hans knap tyve (!) mand store band gik på scenen omkring klokken tyve, var svært at nyde gennem skoven af hævede smartphones (…) Ikke subtilt og excentrisk som på de tidlige plader eller hjertegribende og sjælerystende som på de store turnéer i kølvandet på 9/11-elegien The Rising eller finanskrise-albummet Wrecking Ball – men ikke desto mindre effektivt crowdpleasende med sin energiske, tilsyneladende endeløse hitparade, som foldede sig ud over hele tre timer”. Læs resten af anmeldelsen her. Dette var første koncert ud af to, og GAFFA var til stede ved begge.

Parken, 13.07.23: ”Majestætisk opvisning i værdighed og vitalitet” – 5 stjerner


”Her (til anden koncert, red.) havde de nemlig ikke alene skiftet en håndfuld sange ud i den omfattende sætliste, men også lige øget intensiteten og energiniveauet et par takker. (…) Jo, det var hele det store E Street Band-maskine, der kørte på højtryk denne aften, hvor Nils Lofgren lavede sin drejen-rundt-om-sig-selv-mens-han-spiller-en-løssluppen-solo, Max Weinberg tæskede trommerne med samme indædte energi som for 40 år siden og rock'n'roll-piraten Steve Van Zandt stadig gav den som gavtyve-agtigt sidekick til aftenens hovedperson”. Læs resten af anmeldelsen her. Dette var anden koncert ud af to, og GAFFA var til stede ved begge.

Parken, 22.06.16: ”Ren arbejdssejr for stadionkoncertens stormester” – 4 stjerner

”I et omfatttende sæt, som ganske vist indledes med "Out in the Street" – fra "The River" – men derefter antager karakter af en tour de force gennem hele bagkataloget: Fra 1973-debuten til det fremragende finanskrise-album "Wrecking Ball" fra 2012. Og som sådan er en hel del ganske som det plejer på E Street; som altid en ekstraordinær liveoplevelse, der med årene har fået nærmest rituel karakter. (…) Det krævede så også en kapacitet af Springsteens kaliber at vinde over lydforholdene i Parken i aften, kan man tilføje”. Læs resten af anmeldelsen her.


Parken, 14.05.13: ”Populisten vandt over prædikanten ved sympatisk stadionkoncert” – 5 stjerner

”Floskler om frelse, rockens urkraft og - hvis vejret er til det - et lille frisk ordspil om "Bruce-bad" eller lignende. Måske var det på tide at se på, hvad det rent faktisk er, den energiske og evigt-sympatiske rocker fra New Jersey kan. Og tænk, det behøver ikke engang at indbefatte en knastør sociologisk udredning eller rockhistorisk gennemgang – for han viser det selv i aften i Parken i København. Igen”. Læs resten af anmeldelsen her. Dette var første koncert ud af to, og GAFFA var til stede ved begge.

Jyske Bank Boxen, 16.05.13: ”Eksplosionsfare på E Street” – 5 stjerner


”I aften bringer de gamle drenge det hele hjem med en legende lethed og en vulkanisk veloplagthed, der leder tankerne i retning af kraftpræstationerne på "Born in the USA"-turnéen for små tredive år siden. Og hvor vi vel at mærke får et sæt, hvor vekselvirkningen mellem party og patos fungerer forbilledligt, og kun enkelte sange - imponerende nok - går igen fra tirsdagens københavnerkoncert”. Læs resten af anmeldelsen her. Dette var anden koncert ud af to, og GAFFA var til stede ved begge.

Orange Scene, 07.07.12: ”Da Roskilde fik sin Bruce-fest” – 5 stjerner

”Men der hvor festen også opnåede virkelig stor dybde var i bandets varme, langsomme fortolkning af Jimmy Cliffs samfunds/kærligheds-kritiske Trapped, som helt naturligt blev efterfulgt af dejlige skæbne-trodsige Because the Night, hvor Nils Lofgrens lange, flotte solo igen mindede en om alle de mange kompetencer dette store orkester indeholder. Samtidig var det numre, hvor Bruce Springsteens format som sanger måske stod allerstærkest”. Læs resten af anmeldelsen her.

Parken, 29.06.08: ”Magiske Springsteen trodsede ringe lyd og lagde parken for sine fødder” – 5 stjerner

”Magisk – ja. Men ikke helt perfekt. For selvom vi fik serveret en musikalsk kraftpræstation på præcis tre timer, så kunne man ikke lade være med at ærgre sig over, at Springsteen ikke havde slettet et par af de mindre interessante numre på aftenens sætliste for i stedet at forkæle et forvænt dansk publikum med en klassiker som ”Thunder Road” og ikke mindst ”The River”, der ville have sat et endegyldigt punktum for en storslået, magisk aften og sikret folkets mand den sidste stjerne på den sommersorte himmel”. Læs resten af anmeldelsen her.

Forum, 08.12.07: ”Charmerende møde mellem Bruce Springsteen og et af hans bedste publikum” – 5 stjerner

”Musikalsk kom der for alvor gang i den med den nye storsang "Gypsy Rider", som virkelig har fået kød på i løbet af turnéen, men for undertegnede kom den første magi under "Darkness On The Edge Of Town" og en triumferende "She's The One" komplet med Roy Bittans dommedagsklaver og det monumentale sangforedrag. Her var stemmen for alvor oppe i gear, og efterfølgende så bandet sig ikke tilbage. Da Bruce som en speciel gestus til danskerne spillede "The River" for første gang på denne turné, svarede samtlige struber, og vi var for alvor til gudstjeneste i Bruces egen kirke. Der fik undertegnede for alvor respekt for, hvad et dansk publikum kan, hvis de vil”. Læs resten af anmeldelsen her.

Convention Centre i New Jersey, 25.09.07: “Lovende koncert med bossen og den vilde bande, der kaldes The E Street Band” – 4 stjerner

”Det var den første såkaldte øvekoncert, og Bruce Springsteen annoncerede, at der nok ville være en del bøffer undervejs (…) Der var også døde perioder, men selvfølgelig belønnes den stædige, og da Clarence ”Big Man” Clemons fyrede den første saxsolo af, gik det pænt over gevind, og den diminutive Bruce røg over til sin gamle ven, og det var som om, at publikum fik et elektrisk stød. Herfra var der dømt stor amerikansk gospel, og i den kirke var der næsten ingen hedninge”. Læs resten af anmeldelsen her. Dette var første koncert ud af to, og GAFFA var til stede ved begge.

Convention Centre i New Jersey, 26.09.07: “Når stjerner for en liveoptræden af denne kunstner skal gives, må et helt nyt solsystem tages i brug” – 6 stjerner

”Efter den omgang var Bruce så højt oppe, at han og bandet end ikke gad at forlade scenen for at blive klappet ind. De gik lige til biddet med ekstranumrene, som var en til lejligheden på denne lune sommeraften meget passende ”Girls In Their Summer Clothes”, via ”Thundercrack” og direkte ind i ”Born To Run”, der kørte akkurat så hæsblæsende og virkede i en grad, at man ønskede, at kværnen holdt lige udenfor og man efterfølgende kunne banke derudad forbi kasinoet og ud ad boulevarden. En uforglemmelig aften”. Læs resten af anmeldelsen her.

Parken, 14.06.03: ”1. halvleg af Bruce Springsteens koncert i Parken lørdag aften var en rutinepræget omgang. 2. halvleg blev til gengæld en formidabel fest” – 4 stjerner

”Så selv om rytmesektionen og de to pianister ligner fire sagsbehandlere fra Rødovre Kommune, så kan de godt få en betonklods som Parken til at svinge. Endelig blev spillelysten og nerven kørt frem.

For Springsteen spiller stadig med et overskud og en glæde, der simpelthen ikke kan fakes. Det er mandens største aktiv. Særligt på en aften, hvor den første del af sætlisten havde svært ved at hænge sammen. Efter 3 timer sluttede Springsteen som vanligt af med "Dancing In The Dark", hans måske bedste nummer overhovedet, her leveret med en mur af guitar”. Læs resten af anmeldelsen her. 

    

ANNONCE