Nyhed

Musikmanageren Scooter Braun trækker sig tilbage efter 23 år

Manageren, der signede Justin Bieber og senere fik kontrol over Taylor Swifts masters, vil fokusere sine kræfter andetsteds.

Det fortæller Scooter Braun i et udtømmende Instagram-opslag, hvoraf det også fremgår, at han ikke er helt færdig i musikindustrien. Scooter Braun har i sine 23 år som musikmanager arbejdet med højprofileret navne som Ariana Grande, Demi Lovato og Justin Bieber - sidstnævnte spottede han på YouTube i 2008. Men ”efter 23 år er dette kapitel som musikmanager ovre”, fortæller han i opslaget.

I opslaget hedder det også, at Braun fra nu af skal være ”far først og dernæst CEO" (for underholdningsvirksomheden Hybe America, red.). Han skriver desuden, at beslutningen om ikke længere at være manager har været undervejs i de sidste to år, men at han for alvor blev sikker sidste år, da ”en af mine største klienter og ven fortalte mig, at vedkommende gerne ville sprede sine vinger og gå i en anden retning”. Han skriver ikke, hvem klienten er, men sidste år besluttede både Ariana Grande og Justin Bieber ifølge BBC at gå deres egne veje.

Foruden Ariana Grande og Justin Bieber er Scooter Braun også kendt for sin fejde med Taylor Swift, der begyndte i 2019. Her købte Braun pladeselskabet Big Machine, som Swift blev signet til i 2015. På den måde fik han kontrol over alle master-versioner af Swifts første seks album. Swift svarede igen ved at begynde genindspilningen af disse album, der nu bærer titlen ”Taylor’s Version”.


Du kan læse resten af opslaget her:


ANNONCE