One Nice Boi udgiver i dag en dokumentar, som italesætter nogle af ungdommens mest skamfulde tematikker - med scener fra sit eget liv
- Det har vist sig, at jeg nærmest er for ærlig, når jeg skriver musik. Når jeg lytter til min sang et halvt år efter, så får jeg ofte en følelse af, at jeg har indrømmet rigtig mange ting gennem mine tekster.
Sådan beskriver Emil Sebastian Birch sin sangskrivningsproces i One Nice Boi-universet. Et musikalsk smeltedige af identitetskriser, eskapisme og jonglering med sit mentale helbred, som satte forhold til partnere, venner og familie på prøve. I dag er One Nice Boi aktuel med en dokumentar, hvor seeren får et indblik i tilblivelsen af One Nice Bois' indre kaos, når det opsluges af følelser som skam, fortvivlelse og et ustoppeligt kunstnergen.
One Nice Bois musik bevæger sig i det eksperimenterende grænseland mellem pop, klub og hiphop, og italesætter ungdomslivets største tabuer. I dokumentaren møder man mennesket bag kunstneren, Emil Sebastian Birch, som fortæller om tilblivelsen af One Nice Boi, og flår låget af privatlivets lukkede sfære. Her åbner One Nice Boi blandt andet op om sit problemfyldte forhold til sin far:
"Min mor forlod ham, så han var helt fucked, ikke? Hans temperament har altid været crazy, men det var ekstra crazy i den periode", siger One Nice Boi i dokumentaren.
Er du ikke bange for, at du er for ærlig om dit forhold til de personer, som du omtaler i dokumentaren?
- Jo, helt vildt. Det er ret nervepirrende. Jeg har kunnet mærke på min far, at nogle af de ting jeg har sagt i mine tekster, har påvirket ham. Men han vil aldrig nævne det direkte. Jeg tror ikke, han orker eller tør tage den snak. Men jeg har sagt til ham, at han nok skal forberede sig på at blive lidt stødt, fortæller Emil Sebastian Birch til GAFFA, og tilføjer, at dokumentaren viser en lang og meget personlig rejse, som skal være med til at cementere One Nice Boi-identiteten.
- Nu er jeg rimelig sikker på, at One Nice Boi er mig. Jeg fik idéen til dokumentaren, da jeg lå hjemme med en hjernerystelse i to-tre måneder. Der begyndte jeg at rode gennem gamle billeder på gamle mobiltelefoner, og så fandt jeg ud af, at jeg har dokumenteret meget af mit liv de seneste tre år. Så dokumentaren er skabt ud fra optagelser, jeg aldrig troede, jeg skulle bruge til noget. Men det har været vildt for mig at se, hvordan jeg bare hoppede ind og ud af vennegrupper hele tiden. Jeg kunne jo slet ikke følge med rent følelsesmæssigt. Det gjorde lidt ondt at se, fortæller Emil Sebastian Birch, som håber, at andre unge kan genkende nogle af de samme livserfaringer i dokumentaren, så One Nice Boi-universet kan hjælpe med at sætte fokus på nogle af de udfordringer, mange unge møder i dag.
- Hvis man kan mærke en impuls til at tilegne sig erfaring i livet, så synes jeg, man skal følge den følelse - uanset hvad det drejer sig om. Det har jeg været igennem, og det kan virkelig være hårdt til tider. Men jeg har fundet en ny ro, og jeg er kommet dybere ind i mig selv, end jeg nogensinde har været, afslutter Emil Sebastian Birch.
Dokumentaren kan ses gratis nedenfor. One Nice Boi er snart aktuel med en ny single "Cocaina Touch (feat. JEONA)", som udkommer den 21. juni.
LÆS OGSÅ: RAYMONDE GAUNOUX-INTERVIEW: Sangene forener, den jeg var, den jeg er, og den jeg skal være