Nyhed

Rin: "Jeg så kun én sandhed, og den sandhed var min egen"

Rin bygger bro mellem to verdensbilleder på debut-ep

I dag udgiver Rin debut-ep'en I Mine Grønne Øjn', hvor hun konfronterer sit eget spejlbillede med alt, hvad det indeholder af kontraster mellem sit københavnske liv i queer-miljøet og en forståelseskløft til baglandet i det nordjyske. Men i stedet for at centrere sin egen fortælling om et dem og et os, vælger Rin at nuancere sit eget moralske kompas og bygge bro mellem de to verdener.

- Jeg har været igennem en udvikling, hvor jeg er gået fra at være Rikke fra Vestbjerg, som var rigtig god til at passe ind i alle normerne, til at flytte til København og finde ud af, at jeg faktisk ikke er heteroseksuel, og at verden også kan se ud på en anden måde. Man opdager en splittelse, når man går gennem sådan en udvikling, og jeg oplevede, at jeg blev enormt vred over, at mine forældre aldrig havde lært mig den del af livet, fortæller Rin, med det borgerlige navn Rikke Østergaard, og tilføjer:

- Jeg optog et nyt moralsk kodeks i storbyens queer-miljø, hvilket også gjorde, at jeg blev hurtig til at dømme den nordjyske provins for at være ekstremt uvidende og have et forældet syn på, hvad man måtte sige og gøre. Jeg så ikke det store billede. Jeg så kun én sandhed, og den sandhed var min egen. Så mens jeg selv følte mig dømt, diskrimineret eller ikke forstået, stod jeg med meget lange pegefingre og gjorde mig til dommer over deres moral og deres bevægegrunde for at gøre, som de gjorde. Jeg følte mig nok i virkeligheden lidt hævet over dem på nogle områder, fortæller Rikke Østergaard til GAFFA.

Rikke Østergaard har tidligere optrådt under det andet kunsteralias O/Rioh, og skiftet til Rin betød også et skift fra tekster på engelsk til dansk. Rikke Østergaard flyttede til Skagen i det sidste halvår af 2023, og genfandt der sine nordjyske rødder, som er i fokus på I Mine Grønne Øjn'. Her gik det op for hende, at hun hellere ville være den samlende stemme i stedet for at komme hjem til Nordjylland med sit nye moralske kodeks fra København, som alle andre skulle tilpasse sig efter.


- Jeg udviste i virkeligheden præcis samme adfærd, som jeg følte, ramte mig selv. Det er selvfølgelig svært at se det store billede udefra samtidig med, at jeg selv følte mig udsat, ikke mødt eller forstået, og i det hele taget var i gang med en kæmpe personlig proces med at lande i min identitet som queer, og alt hvad det bragte med sig. Men måske var det netop accepten af, at jeg ikke selv kunne leve 100 procent op til mit eget moralske kodeks, som giver meget mere plads til også at rumme, når andre ikke kan det - og tillid til, at vi formentlig prøver vores bedste.

Rin kan opleves live på dette års Uhørt Festival i København. Hør selv I Mine Grønne Øjn' nedenfor. 


Raymonde Gaunoux: Sangene forener, den jeg var, den jeg er, og den jeg skal være

ANNONCE