Nyhed

Super X-Fi bliver en del af to nye headsets fra Creative

Zen Air SXFI og Zen Hybrid SXFI får nu mulighed for mere kraft og realistisk lyd

To nye headsets helt uden ledninger, Creative Zen Air SXFI (in-ear-headset) og Creative Zen Hybrid SXFI (over-ear-headset), får begge adgang til Creatives egen Super X-Fi-teknologi, der lover at give brugerne et mere omfattende og detaljeret lydbillede, uanset om du lytter til musik eller streamer film fra en af de mange tjenester.

De får begge funktioner som Adaptive Hybrid ANC og Ambient mode, og Creative fortæller, at de begge har en latenstid på omkring 100ms, hvilket er både flot og lavt.

Creative oplyser, at når Super X-Fi er aktiveret kan brugerne opleve en tredimensionel lydverden med øget realisme og dybde. Uanset om du lytter til en film med masser af eksplosioner, skud, en bæk, der risler eller en skov, hvor bladene rasler, så skulle teknologien give en høj grad af præcision og dybde.


Super X-Fi kan også gøre lydbilledet endnu bedre ved at tilpasse lyden til brugerens hoved- og øreform.

Zen Air SXFI har specialindstillede 10mm neodym-drivere, der skulle give krystalklar diskant og velafbalancerede mellemtoner. Herudover skulle de have en spilletid på op til 39 timer med ANC slået fra (og den ekstra strøm i etuiet talt med).


Zen Hybrid SXFI har også specialindstillede drivere, men de er en anelse større, nemlig 40 mm, og skulle give præcis diskant og dybe toner. Her er spilletiden på op til 70 timer med ANC slået fra, og headsettet er foldbart, så det er let at have med i tasken.

De to nye headsets er endda ikke specielt dyre. Creative Zen Air SXFI får en pris på omkring 595 kroner, mens Zen Air SXFI kommer til at koste små 745 kroner.

LÆS OGSÅ: Tidal dropper to lydformater


ANNONCE