Gruppen befinder sig lige nu i eksil i Polen, men snart kan de opleves på dansk jord
Den 29. maj kan man opleve det belarusiske indieband Naviband i Union i København. De repræsenterede Belarus ved Eurovision Song Contest 2017 i Kyiv med "Story Of My Life". Sangen blev sunget på belarusisk, hvilket var første gang i Eurovision-historien. Året forinden blev en af deres sange desuden valgt som den officielle slagsang for Belarus' fodboldlandshold.
Naviband består af de to oprindelige medlemmer vokalist og guitarist Arciom Lukjanienka samt singer-songwriter Ksienija Lukjanienka, som begyndte at spille sammen i 2013. Senere sluttede multiinstrumentalist Aliaksandr Tabolski sig til bandet.
På trods af den store succes i hjemlandet er Naviband i dag forbudt i Belarus. I 2020 opstod der store protester i landet mod den siddende regering og præsident Alexander Lukashenko, og Naviband deltog dengang selv i protesterne og udgav samtidig sange med åbenlyse politiske budskaber; blandt andet sangen "Inshymi", som blev brugt flittigt af protestanterne.
Navibands musikalske aktivisme og støtte til protestanterne ledte til, at gruppen blev forbudt i Belarus, og de var derfor tvunget i eksil. Naviband har i dag base i den polske hovedstad Warszawa. Koncerten i København er arrangeret af den pro-demokratiske forening Talaka - Venner af Belarus i Danmark, som arbejder for at bringe demokrati til Belarus, og som hjælper herboende belarusere med at integrere sig i det danske samfund
Billetter til Navibands danske koncert den 29. maj kan købes her.
LÆS OGSÅ: OPLEV DEM NU: Ukrainsk hitband er på turné i Danmark