Nyhed

GRØN: Dette års Plads Til Forskelle-ambassadør er...

Årets ambassadør har derudover debut på Grøn-scenen i år

Hitmaskinen Jada vender tilbage på scenen efter at have været på barselsorlov med sin datter, når hun i år debuterer på programmet for Grøn Koncert-karavenen. Dog nøjes hun ikke med at levere de musikalske indslag. I dag meddeler Nova, Hummel og Grøn nemlig, at Jada er årets Plads Til Forskelle-ambassadør. Som ambassadør har hun været med til at designe årets Plads Til Forskelle-t-shirt, som kan købes fra i dag. Overskuddet fra salget går til Muskelsvindfondens projekt Pærfekt, der kæmper for at nedbryde perfekthedskulturen.

Jada udtaler selv i en pressemeddelelse, at rollen som ambassadør har en særlig betydning for hende. 

“Det betyder meget for mig at arbejde mod en verden, hvor der er plads til alle, især dem i kørestole og med handicap, som alt for ofte overses. Samfundet mangler simpelthen den nødvendige plads til dem, på gaderne, på arbejdspladserne og overalt. Det skal vi have lavet om på, det skal vi bare!”.


Jada startede med at lave musik i 2018, hvor hun udgav singlen ”Keep Cool”. Ikke lang tid efter kom hittet "Lonely”, som i skrivende stund har over 8 millioner streams på Spotify. Den overgår dog ikke 2020-storhittet ”Nudes” som har over 13 millioner streams på Spotify.

Sidste år kunne elever på Viborg Gymnasium opleve den daværende Plads Til Forskelle-ambassadør Benjamin Hav i en panelsamtale om perfekthedskultur, da projektet Pærfekt Croquis blev skudt i gang. Projektet blev dengang også arrangeret af Muskelsvindfonden med midler, som var indsamlet under Grøn Koncert i et samarbejde med Hummel, Nova og den daværende Plads Til Forskelle-ambassadør Benjamin Hav.

Dette års ambassadør Jada fortæller i en pressemeddelelse, at inspirationen til T-shirt-designet kommer fra hendes eget liv. 

“Vi startede med at tænke over to ting, der gør mig lidt anderledes end andre. Og det er min tøjstil som tit kan være 'for meget' - her er T-shirtens grafik inspireret af en kæmpestor grøn latex-hat, jeg har, og så det, at jeg ofte føler mig som en stor blanding af følelser - lidt som en smoothie. Og for mig handler det om at snakke åbent om mine følelser og skrive sange om dem".


Muskelsvindfondens projekt Pærfekt får et økonomisk bidrag, der samles ind af Hummel, Nova, Grøn og Jada op til og i løbet af sommerens Grøn-koncerter- Der sker gennem pantdonationer på pladsen og salget af Plads Til Forskelle-T-shirten, der igen i år produceres af Hummel. For hver solgte T-shirt går 100 kroner til Pærfekt. T-shirten kan købes her.

LÆS OGSÅ: LIVECOMEBACK: Grøn føjer stærk popstemme til programmet

ANNONCE