Nyhed

Kulturministeren giver økonomisk håndsrækning til lukningstruet festival for udviklingshæmmede

Verdens største musikfestival for udviklingshæmmede var tæt på at dreje nøglen om

Sølund Musik-Festival i Skanderborg blev afholdt for første gang i 1986 og tager hvert år imod cirka 20.000 gæster med psykisk og fysisk udviklingshæmning fordelt over tre dage. Sådan har det i hvert fald tidligere været, men festivalen står i dag overfor alvorlige økonomiske problemer fra blandt andet et dalende billetsalg, som siden 2017 er faldet med 32 procent. I dag tiltrækker festivalen kun omkring 7200 gæster, ifølge Ritzau.

Sølund Musik-Festivals formand Lasse Mortensen har tidligere udtalt sig om foreningens skrantende økonomi, hvor han fortalte, at det faldende billetsalg blandt andet skyldes, at festivalens målgruppe er dybt afhængige af deres ledsagere, og desværre har flere bosteder ikke længere råd til at sende dem og deres ledsager til Sølund.

”Borgerne kan som sådan sagtens betale for sin egen billet, men det er igen ledsagelsen, der spøger. Kommunerne sparer simpelthen på ledsagelsen og opfordrer til, at familie og venner kan ledsage dem. Men den kontakt er bestemt ikke så stærk, som kommunale politikere og embedsmænd åbenbart tror. Vi er så småt ved at gøre os klar til igen… igen at råbe op for dem, der ikke selv har kræfterne til det”, lød det fra festivalens formand Lasse Mortensen i en pressemeddelelse sidste sommer. 


Udsigten til at 2024 kunne ende med at blive den sidste omgang Sølund Musik-Festival fik iværksætter Jonathan Low til tasterne, og han oprettede derfor en indsamling, som på under 72 timer ramte 180.000 kroner. 

"Sølund Musik-Festival har i knap 40 år været stedet, hvor fælles oplevelser, nye venskaber og kæresteskaber opstår. Tre dage med musik og kærlighed målrettet mennesker med et udviklingshandicap. Sammen kan vi heldigvis være med til at redde festivalens fremtid og dens pressede økonomi", skriver Jonathan Low i opslaget, som blandt andet blev kommenteret af Radikale Venstres politiske leder Martin Lidegaard, der skrev:

"Det er meget sjældent, at jeg gør reklame for noget, men den skønne Sølund festival opfordrer jeg gerne alle til at støtte!"


Nu viser det sig, at Martin Lidegaard ikke var den eneste politiker, som gerne ville støtte verdens største festival for udviklingshæmmede. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger til Ritzau, at han gerne vil undersøge mulighederne for, at ministeriet kan give festivalen en økonomisk håndsrækning. 

"Jeg har hele tiden været interesseret i at se, om jeg som kulturminister har mulighed for at hjælpe festivalen med økonomisk at nå over målstregen i år, så den kan blive afholdt", siger Jakob Engel-Schmidt til Ritzau, som også fortæller, at den fremtidige økonomiske støtte vil ligge hos Socialministeriet. 

Sølund Musik-Festival løber af stablen den 11. til 13. juni, og gæsterne kan i år glæde sig til at opleve navne som Zar Paulo, Queen Machine, Ameli Dot og Rasmus Walter.


Man kan selv være med til at støtte Sølund Musik-Festival med et valgfrit beløb. Læs mere her. 

LÆS OGSÅ: Verdens største festival for udviklingshæmmede savner politisk opbakning

 

 

ANNONCE