Nyhed

Lokalt spillested og festival indgår nyt samarbejde: "Vi kan mere, når vi løfter i flok"

De to kulturinstitutioner arrangerer blandt andet en stor koncert til vinter

"Vi kan mere, når vi løfter i flok". Sådan skriver de to nordvestjyske kulturaktører Alive Festival og Spillestedet Thy i en pressemeddelelse, hvori de løfter sløret for et nyt samarbejde, der allerede nu brygger på den første fælles kulturoplevelse; nemlig en stor koncert denne vinter med Mads Langer den 7. december i Teutonersalen. 

Samarbejdet mellem Alive Festival og Spillestedet Thy skal være med til at skabe flere af sådanne koncerter og mindre vækstlagskoncerter i lokalområdet, og festivalens programansvarlige Nicolai Demuth tror på, at den nye konstellation kan skabe en bredere musikscene i Thy.

“Alive Festival er kendt for mere alternative tilbud, men vi tror på, at mainstream og alternativ musik vokser bedst side om side. Det handler om at løfte kvaliteten af det samlede kulturudbud i Thy", siger Nicolai Demuth i en pressemeddelelse, som bliver bakket op af leder for Spillestedet Thy Mads Mølgaard:


“Her får spillestedet og Alive skabt endnu en stærk platform sammen, hvor der gøres plads til at præsentere endnu flere spændende kunstnere fra både vækstlag og nichegenrer samt det mere etablerede."

Det var Nicolai Demuth som kontaktede Mads Nørgaard i starten af dette år med idéen om samarbejdet, som altså bliver skudt i gang med Mads Langer-koncerten til vinter, men som skal skabe kulturoplevelser året rundt i Thy.

“Jeg ser meget frem til samarbejdet med foreningen Thy Alive omkring denne koncert samt andre koncerter, vi, uden at røbe for meget, allerede har i støbeskeen i fremtiden”, afslutter Mads Nørgaard. 


Man kan allerede nu købe billetter til Mads Langer i Teutonersalen den 7. december. Læs mere her.

LÆS OGSÅ: ALIVE FESTIVAL 2024: Rigmor giver vestjysk kirkekoncert

ANNONCE