Nyhed

Over 100 artister boykotter prominent showcasefestival

Kunstnere boykotter den britiske musikfestival The Great Escape på grund af hovedsponsorens finansielle forbindelser til Israel

Festivalen The Great Escape har eksisteret siden 2008, og årets udgave løber af stablen i disse dage i Brighton, Storbritannien. Omkring 500 nye lovende kunstnere fra hele verden spiller på festivalen og rundt i hele byen, og festivalen kan bedst beskrives som den britiske pendant til den danske Spot Festival. 

Men i år har The Great Escape fået problemer, ifølge mediet NME. Hovedsponsoren for festivalen er den britiske bank Barclays, og konflikten opstår, fordi Barclays har økonomiske samarbejder med selskaber, der forsyner Israel med våben.

Problemet blev bemærket, da den samfundskritiske Instagram-konto "How to catch a pig", sammen med bandet The Menstrual Cramps, organiserede en underskriftsindsamling, hvori man opfordrede til at boykotte Barclays og festivalen. Efterfølgende har mange fulgt i samme spor, og i alt 106 kunstnere, som tidligere skulle spille i Brighton, har aflyst deres deltagelse for at boykotte banken og dens tilknytning til Israel.


En af de kunstnere der har trukket sig fra festivalen, er den britiske singer-songwriter Alfie Templeman. På X skriver artisten, at han ikke længere har tænkt sig at deltage i festivalen på grund af deres samarbejde med Barclays.

"Min moral kan ikke og vil ikke stemme overens med blandingen af underholdning og menneskelig lidelse," skriver Templeman.

Mere end halvdelen af festivalens kunstnere har underskrevet en åben erklæring, der opfordrer The Great Escape til at bryde båndene med Barclays. Derudover er der yderligere 1000 musikere, som også støtter udtalelsen.

Overfor NME har Barclays afvist beskyldningerne om, at de er involveret i krigen i Gaza, og siger, at de ikke er investor i Elbit, som er den israelske forsvarsproducent, der er blevet kritiseret. Barclays-talsmanden forklarer, at de kan have aktier i forbindelse med kundedrevne transaktioner, og at dette er grunden til, at de står i aktieregisteret, men at de teknisk set ikke er investorer.


LÆS OGSÅ: Roskilde Festival sætter fokus på Palæstina: Vi står på civilbefolkningernes side

 

 

 

 

ANNONCE