Northside løber af stablen om knap tre uger - nu har man fundet erstatningsnavnet til Echo-scenen
Med kun en måned til dette års Northside Festival løber af stablen, aflyste et af de internationale navne. Spanske Morad var kommet i karambolage med loven og var derfor forhindret i at spille på dette års Nortside Festival. Der skulle derfor løbes hurtigt for at finde en erstatning i 11. time, og nu er navnet endelig offentliggjort.
Det bliver Noah Carter & Friends, som spiller på Echo-scenen lørdag d. 8. juni kl. 19.15. Noah Carter udgav i år sit første dansksprogede album Noahs Ark, og GAFFAs anmelder beskrev dengang rapperen således:
"Noah Carter må siges at have bevist sit værd som rimsmed på sine engelsksprogede projekter gennem tiden, og imponerende er det i forlængelse heraf, at man allerede i løbet af det første dansksprogede nummer på dette album glemmer, at det nogensinde har været anderledes".
Det er endnu uvist, hvilke venner Noah Carter hiver med op på Echo-scenen, men på hans seneste album medvirker Mas, Gilli, Kesi, Benny Jamz og Hans Philip.
LÆS OGSÅ: STORT NORTHSIDE-NAVN AFLYSER: Er blevet dømt i Spanien