Nyhed

Ny handleguide skal komme grænseoverskridende adfærd i musikbranchen til livs

"Der er behov for en kulturændring i vores arbejdsmiljø"

Det burde være en selvfølge at vise respekt og professionalisme over for hinanden i hvilken som helst branche. Alligevel viste tal fra en rapport i 2022, at hele 64 procent af kvinder og 44 procent af mænd i musikbranchen har oplevet grænseoverskridende adfærd eller seksuel chikane. Der skal ske en ændring i den danske musikbranche, og derfor er 15 organisationer gået sammen om en handleguide med konkrete tiltag til, hvordan man kan etablere klare rammer og retningslinjer i en branche, hvor grænserne mellem det personlige og det professionelle kan være flydende.

Handleguiden er udarbejdet af de 15 musikorganisationer, der tilsammen danner Trygt Rum Netværket, som arbejder for at komme grænseoverskridende adfærd til livs i musikbranchen. 

Én af netværksmedlemmerne er interesseorganisationen Dansk Populær Autorer (DPA) som repræsenterer sangskrivere, komponister, producere og tekstforfattere. Forperson i DPA Tobias Stenkjær siger i en pressemeddelelse, at handleplanen skal gøre indsatsen nemmere, og at den skal være med til at gøre op med en forældet kultur i branchen.


”Tallene taler deres klare sprog: Der er behov for en kulturændring i vores arbejdsmiljø. Vi vil gøre det lettere for alle at navigere trygt og værdigt i en branche, hvor grænsen mellem det professionelle og private ofte flyder sammen. For at lykkes er vi nødt til at udfordre gamle vaner og indgroede holdninger, der tilsammen udgør strukturelle stopklodser”.

Ifølge handleguiden omfatter grænseoverskridende adfærd "forskellige former for overgreb og diskrimination, herunder seksuelle overgreb, sexisme, racisme, chikane og mobning i form af stødende kommentarer eller fysisk ydmygelse".

Trygt Rum Netværket har udviklet seks konkrete samværsprincipper, som skal være med til at skabe en fælles forståelse for, hvordan man skal behandle hinanden i musikbranchen. Alle de 15 medlemsorganisationer i netværket skal desuden følge de nye samværsprincipper.


Trygt Rum Netværket skriver i en pressemeddelelse, at man håber, at handleguiden kan bruges bredt i branchen. Fagforbundet Dansk Artist Forbund er blandt de 15 netværksorganisationer, som står bag handleguiden, og forbundets næstforperson Marianne Lewandowski udtaler, at de seks samværsprincipper skal gøre alle i branchen opmærksomme på sin egen og andres adfærd og skabe enighed om, hvordan man opfører sig professionelt i en kreativ branche som musikbranchen. 


”Vi må alle sammen engagere os i at skabe forandring ved at indarbejde disse principper i vores daglige arbejde. I Trygt Rum Netværket har vi gjort os nogle tanker om, hvordan det skal være at arbejde i musikbranchen. Og med handleguiden gør vi tankerne mere konkrete. Og det er netop det der er vigtigt – at skabe konkrete ændringer i hverdagen. Fordelen ved retningslinjer er, at vi helt naturligt bliver mere opmærksomme på vores egen og andres adfærd og har en fælles forståelse for, hvordan vi ønsker, det skal være at arbejde i musikbranchen”.

Trygt Rum Netværkets handleguide er udarbejdet med faglig sparring fra Lynn Roseberry, ph.d. og stifter af konsulentvirksomheden On the Agenda, som hjælper organisationer med at opnå bedre kønsbalance og lederskab samt resultater gennem diversitet og inklusion. Netværkets handleguide er netop blevet offentliggjort, og man kan selv dykke ned i den her.

Trygt Rum-linjen
Netværket indgik desuden et samarbejde med Sex og Samfund i 2023 og åbnede en telefonlinje med titlen Trygt Rum, hvor personer som på den ene eller anden måde arbejder i musikbranchen, kan henvende sig, og modtage gratis (og anonym) rådgivning, hvis man har oplevet eller været vidne til en grænseoverskridende hændelse.

Telefonen er åben for alle aktører i musikbranchen, og Trygt Rum står til rådighed med en afklarende samtale, rådgivning og henvisning til andre relevante instanser såsom politi, sundhedsvæsen eller fagorganisationer.

Trygt Rum kan kontaktes på 70 20 99 99 i hverdagene tirsdag til fredag mellem klokken 15.00 og 17.00.

De 15 organisationer i netværket er Dansk Komponistforening, DPA /professionelle sangskrivere og producerer, Dansk Artist Forbund, Autor, Dansk Musiker Forbund, ROSA, Koda, IFPI, Danske Agenters Sammenslutning, Music Export Danmark, Kunst & Kultur i Balance, Tempi, Musikforlæggerne, Danske Artist Managers og Danske Uafhængige Pladeselskaber. 

LÆS OGSÅ: Nyt rådgivningstilbud skal hjælpe ofre for sexisme og grænseoverskridende adfærd i musikbranchen

ANNONCE