Nyhed

De spillede på Woodstock i '69. Nu har de meldt deres ankomst til dansk festival

Rockfestivalen Cannonball flytter til København og annoncerer de første seks navne

Siden 2022 har rockfestivalen Cannonball holdt til i Næstved. I år er festivalen flyttet til København, helt specifikt K. B. Hallen. To-dagsfestivalen opstod efter længere tid med corona-nedlukning.

"Der er masser af gode heavy- og metalfestivaler i Danmark. Vi er selv inkarnerede rockfans og ville gerne fyre den af på en rendyrket rockfestival. Da vi ikke kunne finde lige dén festival, besluttede vi os for at lave den selv!", siger medarrangør Erling Daell i en pressemeddelelse og tilføjer:

"Vi havde en fest i Næstved og nu er tiden kommet til København, hvor vores valg faldt på K.B. Hallen, der er et rockhistorisk, fremragende spillested, som vil give de bedste rammer for rockfesten".


Festivalen løber af stablen den 27.-28. september. I dag er festivalen også klar med de første seks navne, som tæller The Dandy Warhols, The Black Angels, Ten Years After, Danko Jones, Phil Campbell And The Bastard Sons og Massive Wagons.

Resten af plakaten bliver afsløret i løbet af foråret og sommeren. 

"Både Erling og jeg laver musik selv, så vi har været meget bevidste om at ville præsentere et line-up af tårnhøj musikalsk kvalitet, vi kunne stå 100 procent inde for. Der er flere, spændende navne på vej, og vi glæder os til at kunne præsentere dem indenfor de næste måneder,” siger medarrangør Frederik Schnoor, i pressemeddelelsen og tilføjer:


"Festivalen bliver et nyt fristed for hårdtpumpet rock and roll, som lugter af garage, psych og anarkistisk energi. Cannonball er en rockfestival med plads til alle, der vil have blæst hovedet igennem af solid håndspillet rock. Men der skal også være en gennemført stemning. Vi kan godt lide noget lir, og derfor byder Cannonball også på udstillede "muskelbiler", rodeotyr, flippermaskiner, rockmerchandise – og selvfølgelig masser af fadøl og foodtrucks, så rockfans kan holde sig kørende igennem festlighederne."

Ten Years After spillede i 1969 til den legendariske Woodstock-festival. I 2021 skulle bandet have spillet i Danmark, men det blev dog aflyst på grund af pandemien. Bandet har stadig to af sine originale medlemmer: Keyboard-spilleren Chick Churchill og trommeslageren Ric Lee. De har fået hjælp af bassisten Colin Hodgkinson og guitarist og sanger Marcus Bonfanti.

Ten Years After markerede sig som et af sentressernes store, britiske bluesrocknavne med mesterguitaristen Alvin Lee i front, som desværre gik bort i 2013.


The Dandy Warhols fra Portland udgiver deres 12. album, Rockmaker, på fredag. Bandet blev stiftet i 1994 og albumdebuterede året efter med Dandys Rule OK. De fik dog først for alvor succes med deres tredje plade Thirteen Tales from Urban Bohemia. Fra pladen kom deres gennembrudssingle ”Bohemian Like You”.

De har blandt andet spillet på festivalerne Glastonbury, Lollapalooza og Coachella. Sidste gang, GAFFA hørte The Dandy Warhols live, var i 2022 på Posten i Odense, hvor de fik tre stjerner af GAFFAs anmelder.

”The Dandy Warhols er musik om narkotika. Havde det ikke været for stroboskop-eksplosionerne, kunne jeg være på nippet til at kalde sættet en decideret sovepille. Man villle have været bedre tjent med bare at have lyttet The Dandy Warhols Come Down. Man står i hvert fald tilbage med følelsen af at skulle bruge en opstrammer til at komme op igen,” hed det i anmeldelsen.   

WOODSTOCK-VETERANER: Legendariske tresserbands på fælles Europaturné - kommer tæt på Danmark

ANNONCE