Nyhed

ELEKTRONISK GADEFEST: Distortion X klar med de første navne

Distortion-veteranerne TooManyLeftHands melder klar til årets gadefest

I dag er der præcis 70 dage til Københavns gadefest Distortion går i gang. Tilbage i februar udrullede arrangørerne det fulde program til Distortion Ø - det vil sige den del af festen, som finder sted på Refshaleøen i København.

Nu har de så annonceret de første 11 navne til Distortion X, som afvikles på Rådhuspladsen og Nørrebro.

“I år åbner festivalen med Danmarks mest populære nattelivs- & klubpromotorer TooManyLeftHands med masser af gæster fra ind og udland, radio-hits og pumpende ungdomsenergi. Det sker på byens største dansegulv - Rådhuspladsen," siger Distortions stifter Thomas Fleurquin i en pressemeddelelse oh tilføjer:


"Distortion X har cementeret sig som de store, vilde gadefester med de største popnavne og festivalstemning midt på Københavns gader og pladser. De har givet meget mere plads og ro til den gratis byfest med små scener og skæve projekter fra det lokale vækstlag”. 

TooManyLeftHands er en dansk dj- og producer-duo bestående af Anders K og Martin Nick. Sidste år spillede duoen mange forskellige steder i både ind- og udland - på dansk grund kan nævnes Fredagsrock i Tivoli, solokoncert i Store Vega, Tinderbox og mange flere.

Efter sigende var koncerten på Tinderbox en firestjernet koncertoplevelse.


”Det er EDM til masserne frem for kiksefjæs-juice til de mere hårdhændede. Visionen er der. Håndværket er glimrende. Et halvfyldt Magicbox på en hverdag må dog se sig i skyggen af i hvert fald TMLH's typiske fredags natterave. Hvorom alting er, så har TMLH vist sig som denne dags mest hårdtarbejde kuratorer. Tujamo har været et scoop med en sætliste, der dog har haft sine udjævnende momenter. Man har skullet poppe noget druesukker for at holde energien og de to venstrehånds-basarme kørende,” hed det i GAFFA anmeldelse.

Desuden kan man opleve den franske dj Hugel, som producerer house-musik inspireret af Ibiza-scenen og latinamerikansk kultur.

”Om torsdagen flytter energibomben Distortion X til Den Røde Plads & Superkilen på Ydre Nørrebro. Det er en kæmpe ære at få lov til at skabe en storslået endags-festinstallation i sådan et ikonisk byrum for første gang under Distortion. Jeg håber på, at elskere af byliv og social-arkitektur sætter pris på, at København virkelig kan noget, som ingen andre kan”, fortsætter Thomas Fleurquin i pressemeddelelsen.


Der er altså i år tre nye scener: Gravity, Soundvenue og Red B, som kommer til at ligge omkring Nørrebro. På Gravity Scenen kan man opleve Cloonee, fra Storbritannien.

På Soundvenue-scenen kommer den danske elektroniske trio Av Av Av til at spille. Gruppen består af producerne Eloq, DJ Er Du Dum Eller Hvad? og Unkwon. Av Av Av albumdebuterede i 2019 med No Statues. De har senest været aktuelle med deres nyeste album All Inclusive som blev udgivet i februar. Albummet fik to stjerner af GAFFAs anmeldere.

”Det er måske for de tre indbyrdes en bedrift, at et helt album kan lyde så ensidigt og så meget som en singulær forestilling, men for os andre bliver det en kedelig omgang og et savn efter det, man havde forestillet sig, var den egentlige nye retning for de tre velansete producer-dj's,” lød det i anmeldelsen.

Sidste gang, GAFFA oplevede Av Av Av live, var på Spot-festival i 2017 - her fik de fire stjerner.

”En koncert med Av Av Av er også en visuel oplevelse. I bedste Kraftwerk-stil står de tre medlemmer side om side med hver deres maskinpark på scenen, om end de bevæger sig noget mere end Kraftwerk-medlemmer. Også lysmæssigt er der kælet for detaljerne, når gruppens logo, en trekant, viser sig i forskellige størrelser og formater på både bagtæppet og på medlemmernes dj-pulte, og brugen af stroboskoplys er effektiv,” hed det i anmeldelsen.

Derudover skal kunstnerne Ung-skab, Elsked og Thea Dora spille på Soundvenue-scenen. Sidst, men ikke mindst, er der også Redbull-scenen, hvor Kundo, DJ Adidaddi, DJ Kaddi Sawaneh og musikkollektivet Pree, sætter gang i gadefesten. Distortion løber af stablen den 29. maj til den 1. juni. 

Deres største show nogensinde: TooManyLeftHands indtager Forum København

ANNONCE