Nyhed

Fra gatekeeper til døråbner: Spillested afprøver ny bookingstrategi

"Det er et forsøg på at finde musik, som vi ikke kender i forvejen"

Da musiker og kunstnerisk konsulent for Maskinhallen i Frederikshavn M. C. Hansen blev bedt om at planlægge spillestedets forårsprogram, gik det op for ham, at der var et problem. Det program, som man planlægger til året efter, bliver ofte strikket sammen på en uges tid, og mange musikere når derfor ikke at rejse flaget i det korte transfervindue, hvor bookere derfor heller ikke bliver gjort opmærksom på musikkens eksistens.

- Da jeg var færdig med at planlægge forårsprogrammet, slog det mig, at jeg jo sad, og gjorde det, som jeg altid er så frustreret over, at nogle spillestedsledere og bookere gør. At man booker hele programmet i løbet af en uge, og når musikerne ringer, så er det enten for tidligt eller for sent. Det betyder jo så, at man som musiker er nødt til at række ud hele tiden. Og som du nok kan forestille dig, er det jo nærmest et telefonsælgerjob, siger M. C. Hansen til GAFFA. 

Her opstod idéen til en anderledes måde at booke kunstnere på, som skal være med til at vende den traditionelle rollefordeling fra gatekeeper til døråbner. 


- Så jeg tænkte, om man kunne gøre det på en mere god karma-agtig måde, hvor man inviterer folk indenfor i stedet for at lukke døren og sige, at de skal prøve igen næste år. For det er jo naturligt, at branchen booker musik, som de kender i forvejen. For hvordan skal man kunne booke noget, man ikke ved findes?

Maskinhallen offentliggjorde derfor en open-call den 29. februar 2024 på deres Facebookside, hvor kulturkonsulent M. C. Hansen og spillestedsleder Jens Ole Amstrup inviterede musikere til at indsende deres musik. 

Artiklen fortsætter under opslaget.


- Det er et forsøg på at finde musik, som vi ikke kender i forvejen. Her i løbet af de næste to måneder samler vi så alle henvendelser sammen. Måske er der er nogen, der har et projekt, vi ikke kendte i forvejen, men som lyder spændende. Det kunne jo eksempelvis være et nyt orkester, fortæller M. C. Hansen, som forventer at lave endnu et open-call næste år. 

- Om det bliver på den samme måde eller ej, ved jeg ikke. Men næste år vil vi igen lave et open-call for at se, hvad der er sket i det forgangne år. 


Fagforbund bakker op om initiativet
Hos landets største fagforbund for personer i musikbranchen, Dansk Musiker Forbund, bakker man op om lokale initiativer som Maskinhallens open-call og understreger, at det kan være med til at styrke samarbejdet mellem spillesteder og musikere.

- Spillestederne og musikselskaberne er på mange måder vores samarbejdspartnere. Og for musikerne ofte den vigtigste samarbejdspartner. Derfor er det fantastisk, når spillesteder som Maskinhallen går foran, og viser, at de kan åbne døren, siger Thomas Sandberg, som genkender M. C. Hansens frustration over det korte transfervindue for både artister og bookere.

- Mange af vores medlemmer oplever, at der ikke er transparens, når de forsøger at blive booket. De oplever at løbe hovedet mod muren hos spillesteder og musikselskaber, uden at blive klogere på, hvad de kan gøre for at møde en åben dør i fremtiden, siger Thomas Sandberg forperson for Dansk Musiker Forbund.

Ifølge Dansk Musiker Forbund er man enig i, at spillesteder og bookere i langt højere grad skal fungere som døråbnere i stedet for dørlukkere. Forperson Thomas Sandberg fortæller, at en rolleændring også kan være med til at sikre, at musikere ikke bliver fravalgt på grund af et ubevidst bias.

- Det er ikke en menneskeret at bryde igennem som musiker. Men i dag er der mange bias i musikbranchen, fordi de der har til opgave at vælge, hvem der står på scenen, har en tendens til at booke dem de kender – eller dem, der ligner dem, de allerede kender. Det skaber sværere vilkår for fx kvinder, ikke-hvide og andre musikere, der ikke ligner majoriteten, siger Thomas Sandberg.

LÆS OGSÅ: Ny musikfestival kommer til Aarhus

ANNONCE