Redaktionens midlertidige udenrigskorrespondent rejser nord for polarcirklen for at deltage i festivalen Arctic Sounds. Følg med her
Reportageturen er skabt i et samarbejde med Visit Greenland, men med 100% redaktionel frihed.
Mere end 300 kilometer nord for Nuuk ligger Grønlands næststørste by Sisimiut med omkring 5,5 tusinde indbyggere, som hvert år byder grønlandske og internationale musikere velkommen til festivalen Arctic Sounds. I år bliver festivalen skudt i gang i morgen, og GAFFA er på plettet for at snuse til den nordiske musikscene, som også får besøg af kendte navne fra Danmark.
Arctic Sounds er en årlig festival, som i 10 år har præsenteret artister fra de nordiske lande samt Iniut Nunaat, som er betegnelsen for det arktiske område, som udgør de nordlige canadiske regioner, der strækker sig mod Grønland. Festivalen finder sted den 28. marts til den 1. april, og kan altså i år fejre tiårsjubilæum.
GAFFA har tidligere interviewet artister, som spillede på festivalen sidste år, hvor den færøske musiker Lea Kampmann beskrev, hvordan hun havde genfundet glæden i at synge på sit eget sprog i forbindelse med et sangskrivningsprojekt, som kulminerede på festivalen. På trods af at være en del af det samme Rigsfællesskabet, er det nemlig begrænset, hvor meget musik på blandt andet færøsk eller grønlandsk, som danske lyttere bliver præsenteret for. Skylden ligger nok både hos medierne og algoritmerne, og GAFFA går heller ikke fri her. Resten af ugen får man dog mulighed for at kigge undertegnede over skulderen, hvor man kan blive inspireret til ens fremtidige musiklytning med toner fra Norden.
I år kan man opleve navne såsom grønlandske Josef Tarrak, der i løbet af sin karriere er blevet en central stemme som repræsentant for den unge generation af grønlændere, der kæmper mod den racisme og de fordomme samt sociale konsekvenser, den danske kolonitid slæber efter sig. Tarrak medvirkede derudover i den anmelderroste dokumentar Kampen Om Grønland fra 2020, og optrådte også på sidste års Roskilde Festival.
Derudover kan man blandt andet opleve britiske OneDa, norske Pil & Bue, færøske Teitur og Guðrið Hansdóttir, grønlandske Sound of the Damned og danske Lucky Lo samt Rigmor. Se selv det fulde program her, og følg med på GAFFA.dk for daglige anbefalinger fra Arctic Sounds.