Nyhed

James Blake: "Hjernevasken virkede, og nu tror folk, at musik er gratis"

James Blake langer ud efter tech-industriens behandling af musikere. Flere musikkollegaer stemmer i

Den britiske superstjerne James Blake kritiserer musik- og tech-industrien i hårde vendinger på de sociale medier. I et opslag, som han delte på Instagram i søndags, beskriver han, hvordan medier som Tiktok, Instagram og diverse streamingtjenester er med til at skubbe til musikeres levegrundlag, hvor ens sang kan gå viralt, uden at kunstneren modtager betaling for det. 

"Jeg elsker musik. Jeg vil fortsætte med at bruge sociale medier, men kun for at connecte med jer. Musik er meningen med mit liv, og jeg vil ikke have det ødelagt af nogle pladeselskaber og tech-virksomheder, som ikke engang betaler os, og som udnytter os", skriver James Blake i et opslag på Instagram. 

Han refererer herefter til, hvordan hans eget cover af Frank Oceans "Godspeed" gik viralt, men hvor han ikke selv fik nogen mærkbar betaling for det:


"Hverken Frank eller jeg modtog så meget som en cent for det, fordi det var en såkaldt 'original sound' i hver eneste video. Jeg ved ikke, hvor mange millioner videoer, der er lavet med den sang. De fleste vidste ikke engang, at det var mig, fordi mit navn ikke blev vist, og jeg var heller ikke tagget. Jeg er ligeglad med pengene, men husk, at næste gang din yndlingsartist går viralt, så får de ikke en skid for det. De har bare 'fået en platform', og det 'privilegie' at turnere med ét klip fra én sang. Musikindustrien er mere end fucked, og musikere bliver kneppet hårdere end nogen andre. Jeg er ekstremt heldig for at have været en del af industrien, før streaming overtog, og før alle de skumle aftaler blev lavet bag vores ryg", afslutter James Blake, som på Twitter kalder tendensen for "hjernevask":


I det samme opslag på Instagram fremhæver James Blake de små lydklip, som særligt Tiktok er kendt for, hvor en kort frekvens af en sang er klippet ud, hastigheden er sat op eller ned, og hvor tonelejet kan være ændret. 

"Det faktum, at fans kun kender et enkelt øjeblik i en sang, og at de i løbet af resten af settet (og i virkeligheden også resten af den samme sang) bare står uden at reagere, for hvorfor skulle de også det? De kender jo ikke musikken", skriver James Blake.

Musikerkollegaer som Ye (Kanye West) og Tyler, the Creator delte James Blakes opslag på Instagram, og flere tilkendegiver deres enighed i kommentarfeltet. Blandt andet hiphop-artisten Metro Boomin som i en kommentar til opslaget skriver, at han selv har afvist at udgive Tiktok-venlige versioner af sine sange: 


"De foreslog, at jeg skulle udgive vokalsporet, hurtige versioner og langsomme versioner af Creepin, og jeg var sådan nooooo way lol", skriver Metro Boomin.

LÆS OGSÅ: Spotify-klage ender med milliardbøde til Apple

ANNONCE