Nyhed

KÆMPE GUIDE TIL KVINDERNES KAMPDAG: Disse events skal du tage til den 8. marts

Om du bor i provinsen eller i storbyen, er der et hav af arrangementer at deltage i på kvindernes internationale kampdag fredag den 8. marts

På kvindernes internationale kampdag, fredag den 8. marts, kan man finde en række events med koncerter og musikalske indslag rundt omkring i landet. I denne artikel har vi forsøgt at opstøve så mange af dem som muligt.

KØBENHAVN: Tag til kæmpe fejring på Vega
Traditionen tro - kan man vidst efterhånden godt tillade sig at sige - fejrer Kvinfo kampdagen med et stort og udførligt arrangement på Vega i København. Igen i år har Kvinfo teamet op med musikorganisationen Hun Solo, som præsenterer aftenens musikalske indslag. Denne aften kan man således opleve Ravi Kuma, Our Broken Garden, Nana Jacobi, Hanne Raffnsøe og Julie Pavon. Der vil efter den officielle fejring være afterparty på Ideal Bar.

Hvor: Vega, København
Hvornår: 8. marts klokken 18.00

Læs mere her

KØBENHAVN: Køn, kvinder og rockmusik på Nationalmuseet
En rockmusiker vil ofte kunne kendes ved, at han først og fremmest er mand. Måske er det netop grunden til, at rockmusikken i dag har trange kår og er blevet fortrængt af andre genrer: Rockmusikkens male-centriske fokus og overrepræsentation af mandlige kunstnere er simpelthen blevet for utidssvarende, mener Nationalmuseet. Denne aften tager debattør Emma Holten publikum med ind i rockens og den rytmiske musiks kønshistorie.

For nok har rockmusikken altid leget med kønsroller og iscenesættelse, men hvor frisindet og inkluderende har kulturen egentlig været set med nutidens briller?, spørger arrangørerne bag.
Det diskuterer Emma Holten med sine gæster i anledning af Nationalmuseets nye særudstilling, Danmark After Dark, der handler om de sidste fire årtier i dansk populærkultur med udgangspunkt i rockbandet D-A-D. Et band, der bekræfter myten om den mandlige rockstjerne, men som alligevel subtilt har skubbet til grænserne for vores opfattelse af køn.

På scenen får Emma Holten selskab af sangerinde/sangskriver Pernille Rosendahl, musiker og sangerinde Lydmor (Jenny Rossander), musikredaktør Ralf Christensen fra dagbladet Information, samt forfatter og journalist Anya Mathilde Poulsen, der er forfatter til bogen Vilde kvinder, mørke toner.

Hvor: Nationalmuseet, København
Hvornår: 8. marts klokken 19.00


Læs mere her

KØBENHAVN: Køn-koncert på Rust
På RUST markeres kvindernes internationale kampdag med en koncertaften i samarbejde med organisationen Køn. Rust vil hylde og ære kvindekønnet og alt, hvad det er, med optrædener fra tre artister nemlig Alberte, Laura4evigt og Martha Elisabeth.

Hvor: Rust, København
Hvornår: 8. marts klokken 19.30

Læs mere her

KØBENHAVN: Don’t give a fuck-attitiude på Studenterhuset
Studenterhuset i København fejrer kvindernes kampdag med to prominente og stærke, feministiske stemmer, heriblandt artisten A Mess. En artist vi selv har omtalt som ”en fandenivoldsk og tiltrængt røst, en Rock n’ Riot Grrrl bevæbnet med elguitar og et arsenal af fængende hooks, catchy melodier og en don’t give a fuck attitude, som hvis The Breeders avlede Avril Lavigne og overlod opdragelsen til Pussy Riot”.

Hvor: Studenterhuset, København
Hvornår: 8. marts klokken 19.00

Læs mere her

KØBENHAVN: En hyldest til kvindelige komponister
Efter i mange år at have formidlet et hav af overvejende mandlige komponisters vidunderlige musik, har Graabrødre Kammerkor i marts 2024 – centreret omkring den internationale kvindedag 8. marts – skabt en koncertrække med kun kvindelige komponister. Koncerterne vil præsentere dels nutidige kvindelige komponisters værker – herunder et bestillingsværk af Louise Alenius samt værker af blandt andet Katinka Fogh Vindelev og Roxanna Panufnik – dels historiske komponister som Tekla Griebel, Else Marie Pade og Francesca Campana. Pianist Fei Nie medvirker og spiller bl.a. to satser af den brasilianske komponist Marcela Lucatelli.

Hvor: Musikhuset København
Hvornår: 8. marts klokken 19.30

Læs mere her

AARHUS: Fejrer kampdagen på Godsbanen
“I anerkendelse af det følelsesmæssige, fysiske og intellektuelle arbejde, der understøtter feministisk aktivisme, har aftenprogrammet på Institut for (X) den 8. marts til formål at fremme praksisser, der anerkender og prioriterer nødvendigheden af ​​selv- og samfunds omsorg i aktivist kredse”, sådan lyder det fra arrangørerne bag arrangementet på Institut for (X). Det vil de gøre gennem en række kunstneriske indslag udført af artister som Sylfide, Daydream, Freckles, Jaquita, Phonycat med flere.

Hvor: Institut for (X), Aarhus
Hvornår: 8. marts klokken 18.00

Læs mere her

AARHUS: Funky dansefest på CasaV58
8. marts rammer SheFunk CasaV58. SheFunk hylder kvindernes kampdag med en funky koncert og har i dagens anledning inviteret Line Baun Danielsen som særlig gæstetaler. CasaV58 understreger, at det er en stående koncert med rig mulighed for at danse.

Hvor: CasaV58, Aarhus
Hvornår 8. marts klokken 19.30

Læs mere her

AARHUS: Kom til musikalsk kampdag med mødre, damer og søstre
Sonjas Søstre, GodtDamet og Pinlig Mor er tre århusianske bands med kvinder i deres bedste alder bag instrumenter og mikrofoner. Aura på Venus er et helt ungt band, som trækker gennemsnitsalderen ned på scenen. De fire bands, hvis medlemmer er mellem 13 og 72 år, er gået sammen om at markere kvindernes internationale kampdag på den musikalske front. Det gør de på Folkestedet i Aarhus.

Hvor: Folkestedet, Aarhus
Hvornår: 8. marts klokken 20.00

Læs mere her

ROSKILDE: Kvindernes kampdag på Danmarks rockmuseum
Der er to stærke personligheder på programmet, når hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, inviterer til kampdagsarrangement, der rocker ved tidens opfattelser og stiller skarpt på ligestillingskampen. Både den, der stadig skal kæmpes, og de sejre, der allerede er vundet. Af musikalske indslag kan Ida Kudo og Camilla Søe opleves. 

Hvor: Roskilde, Ragnarock 
Hvornår: 8. marts klokken 15.00 

Læs mere her

DJURSLAND: Performance i nattemørket mellem fyrretræerne
Under nymåne den 8. og  9. marts inviteres publikum med på en sammenhængende performance i nattemørket i Knebel på Djursland. Mellem de gamle fyrretræer bag Troldebjerget i Daaleren i Nationalpark Mols Bjerge kan du disse aftener opleve skoven på en helt ny måde, når trioen Natviol, der består af scenograf Mie Dinesen, musiker Lise Dres og designer Signe Kirk, inviterer dig med på en rejse ind i mørket. I et kunstnerisk felt af lydcollager, musik, lyrik, scenografiske iscenesættelser og skulpturelle objekter undersøger de skovens mørke stille ro og forbindelserne til vores indre landskaber.

Hvor: Knebel, Syddjurs
Hvornår: 8. marts klokken 19.30

Læs mere her

HOLSTEBRO: Kvindernes kampfest
Slagteriet i Holstebro byder op til dans. Det gør de med en musikalsk optræden af Hun_sagde efterfulgt af et DJ-sæt af Lærke Rude.

Hvor: Slagteriet, Holstebro
Hvornår: 8. marts klokken 19.00

Læs mere her

SØNDERBORG: Elba giver kampdags-koncert på Mejeriet 
Mejeriet fejrer kvindernes internationale kampdag hele ugen, hvor de slutter af med en Elba-koncert fredag den 8. marts. 

Hvor: Mejeriet, Sønderborg 
Hornår: 8. marts klokken 19.00

Læs mere her

HILLERØD: Sæt kroppen fri
Kroppen kan virke som en kampplads i hverdagen, den skal være praktisk og logisk, motionere, spise sundt, passe børn, amme, elske, diskutere, debattere, slæbe indkøb, gøre rent – og alt sammen i et hæsblæsende tempo. Derfor vil foreningen Salto skabe en aften hvor kroppen kan holde fri fra alle pligterne og blive næret. Som en del af et langt og udførligt program, der både indeholde broderisession og fællesspisning, vil der også være musik af Noras Have.

Hvor: Caféen i Støberihallen, Hillerød
Hvornår: 8. marts klokken 18.00

Læs mere her

Andre nævneværdige events

Anna Mose på Klein Kbh
Another Life holder workshop om musikbranchen på Culture Box i København
Kammerkoret dykker ned i Sarah Ahmeds Killjoy manifest i Enghave Kirke
Musikalsk kampdag på Kulturhuset Galaksen i Værløse
Kampdag med bålmad, talk, digtoplæsning, feministiske brætspil og koncert med Guldlokk på Kulturværftet i Helsingør


LÆS OGSÅ: OPVARMNING TIL KVINDERNES KAMPDAG: Karina Willumsen udgiver moderne kampsang

ANNONCE